lassec.com

To mænd, begge sorte, begge olympiske guldvindere, skulle i 1974 slås om verdensmesterskabet i professionelt sværvægtsboksning i det dybeste Congo. Hudfarven og den olympiske sejr var de eneste fællestræk mellem de to duellanter. Den ene var populær og åbenmundet, mens den anden var frygtet og indelukket. Muhammad var sort med stort S og havde smidt sin olympiske medalje i Ohio River, da han blev nægtet servering. George var amerikaner med stort A, og viftede stolt med Stars and Stribes ved de olympiske lege i 1968. Deres stilistiske udtryk var, præcist som personlighederne, som nat og dag. Ali var danseren, der boksede elegant og smukt, mens Foremans stil var bundet op på skubberi og en slagkraft, der kunne fælde en hest.

30. oktober 1974 mødtes George Foreman og Muhammad Ali i ”The Rumble in the Jungle”. En boksekamp, der som en katapult slyngende den ene bokser op i stratosfæren og skabte en legende. På samme vis slyngede kampen den anden bokser ud i et årelangt mørke, som han først fik endelig bugt med 20 år senere.

Puncheren mod danseren
Den klassiske duel i en boksering udgøres af en bokser mod en puncher. Bokseren er den elegante duellant, som på afstand udnytter akkuratesse, teknik og et højt udviklet bevægelsesapparat til at lande sine slag. For bokseren er det lige så vigtigt at undgå at blive ramt, som det er at ramme, for når modstanderen misser, åbner han sig, og et veltimet punch i denne åbning kan lukke kampen på et splitsekund.

Heroverfor står den puncheren, der ikke er så teknisk dygtig. Han har heller ikke samme hastighed og præcision i sine slag. Til gengæld har han et meget kraftig punch, der kan sende enhver på gulvet og ud i mørket.

Med en puncher og en bokser på plakaten, er drejebogen for boksekampen oftest skrevet på forhånd. Kampens strategiske udgangspunkt står mellem bokseren, som forsøger at holde afstand mellem ham og puncheren og vinde kampen på point. Puncheren vil forsøge at skære ringen af, så bokseren ikke kan manøvre sig udenom konfrontationen. Ali og Foremans tidligere meritter mod lignende modstandere lagde også op til en sådan skakmatch.

Muhammad Ali havde 10 år tidligere rystet verden ved slå ”the baddest man on the planet” Sonny Listen i en kamp om verdensmesterskabet. Sonny Liston mindede på mange måder om en George Foreman, der faktisk havde sparret med den tidligere verdensmester og kopieret hans afmålte og indelukkede personlighed. Liston havde, som Foreman, et drabeligt slag og havde vundet mange af sine sejre på knockout. Ali besejrede Liston ved at danse som sommerfugl og stikke Liston et par på skrinet som en bi. Liston kunne aldrig nå frem til Ali og udnytte sin power. Ali var for hurtig og snu, og puncherens ambition om at skære ringen af var umulig.

Det var i samme kamp, at Ali endeligt manifesterede en ny form for sværvægtsbokser med sænkede parader, hurtige undvigelser og slag der regnede ned over modstanderen med samme hastighed som en mellemvægter uden at savne snært i handskerne.

Siden 1964 og kampen mod Sonny Liston havde Ali imidlertid fået frataget sit verdensmesterskab og blevet udelukket fra bokseringen i tre år. I de tre år mistede Ali noget af sin hurtighed og elegance. Han tabte da også sit første forsøg på at vinde verdensmesterskabet tilbage fra Joe Frazier, der siden tabte kronen til George Foreman på KO i anden omgang.

Ali’s rolle som underdog blev yderligere understreget af Foremans forbedringer i kunsten at skære ringen af. Den tidligere træner for Ali, Archie Moore og den snu ræv Dick Saddler, som stod i Foremans hjørne, trænede den store bjørn i at skære ringen af. Forbedringen blev tydelig for pressen, da Foreman sparede med Terry Lee. Lee var en spinkel letsværvægter og han kunne imitere Alis bevægelser. Igennem tre runder så man, hvordan Foreman hele tiden søgte efter den hurtige Lee som et varmesøgende missil.

Forventningerne til kampen var et opgør mellem den dansende og undvigende Ali og den søgende og hårdtslående Foreman. Kampen blev dog noget anderledes end forventet.

The fight
Den 30. oktober 1974 var ventetiden og spekulationerne slut. På det brandvarme 20. maj stadium i Zaire mødtes de to boksere endelig i ringen i en kamp, som siden har opnået mytisk status.

Muhammad Ali landede kampens første slag. Et ”right hand lead”. Et slag, der ses som den største provokation mod modstanderen. Normalt afstår man fra at slå direkte med højrehånden, da den skal rejse et længere stykke vej end den venstre, hvilket giver modstanderen en længere åbning til at lande et modtræk. Da Foreman var verdens bedste bokser og jordens farligste mand, havde ingen modstandere eller sparringspartnere forsøgt en så dristig taktik. Der var jo ingen grund til at ligefrem provokere et sådant uhyre. Resultatet var, at Foreman var uforberedt på Alis ”right hand leads”, og Ali vandt første omgang gennem et vildt opskruet tempo.

Det var dog ikke en farbar vej i længden at fortsætte det opskruede tempo. Ali mistede for meget energi i den brandvarme arena, hvilket ville være fatalt mod en modstander som Foreman. I anden omgang justerer Ali sin taktik. Han gør noget så usandsynligt og ulogisk, at de fleste tager sig på hovedet i momentet. Ali søger tilflugt i hjørnerne og langs tovene, der indrammer kampen. Den konventionelle opfattelse er, at man er lettere at ramme, når man står ved torvene. Du kan ikke undvige og gå til siden på samme måde som i midten af ringen. Med Alis overlegne hastighed synes Foremans job med at skære ringen af at være blevet endnu lettere, når Ali insisterede på at kampen skulle foregå langs tovene, hvor hastigheden blev annulleret.

Denne taktik fik navnet Rope-A-Dope og er nedskrevet i boksningens ABC. I stedet for at bruge egne kræfter lod Ali nu Foreman slå løs på sig, mens han lænede sig ind over Foreman med hele sin vægt. Langsomt men sikkert tabte Foreman kræfter og blev mere og mere desperat.

Inden Ali til sidst fik bugt med den store Foreman i 8. runde, oplevede tilskuerne dog en dramatisk 5. omgang, hvor Foreman i begyndelsen lander skarpe og hårde slag til kroppen af Ali, indtil der mangler 1 minut. På det tidspunkt synes Foreman at have genvundet momentum og dominansen af kampen. Gennem det sidste minut tager Ali dog teten tilbage ved at bombardere sin modstander med en serie af hårde punch, der næsten sender Foreman på ryggen.

Resten af kampen viser en stadig mere træt og rasende Foreman forsøge at slå Ali ned langs torvene. Det lykkedes ikke, og i stedet vinder Ali kampen og verdensmesterskabet via en knockout i 8 omgang. Alle havde forventninger til kampen, og ingen af dem blev indfriet. Danseren vandt uden at danse. Puncheren tabte ved netop at gøre, hvad han er bedst til: at slå.

Big George and the G.O.A.T
”The Rumble in the Jungle” var den største bedrift fra Ali’s hånd. Hans opgør med Joe Frazier i Manila er det eneste, der kommer tæt på, men her var Ali allerede inden kampen klar favorit. G.O.A.T betyder greatest of all time, og det prædikat har Ali fået. Både for hans bedrifter indenfor og udenfor ringen. Når man er ”the greatest” til noget, stopper man som oftest for sent. Efter at have kæmpet på kanten af døden med Joe Frazier samt tabt og genvundet VM-titlen fra Leon Spinks, forsøgte Ali at genvinde sværvægtstronen mod Larry Holmes. Kampen står i dag til skræk og rædsel for boksere, der vil have en sidste kamp. Ali blev siden diagnosticeret med Parkinsons, og han fysiske tilstedeværelse bærer præg heraf i dag.

George Foreman stoppede sin karriere i 1977 efter et nederlag til Jimmy Young. Efter kampen forestillede Foreman sig sin egen død og fandt Jesus og den kristne tro. En dybtfølt tro som, efter Foremans eget udsagn, gjorde ham til et godt menneske. Han var ikke længere ond og fåmælt. Han var nu ”Big George”, en elskelig ældre mand og bedstefar, der havde sin egen serie af grill. I 1988 lancerede bedstefaren imidlertid et comeback med ambitionen om at genvinde vm-bæltet. Et comeback eksperterne rystede på hovedet af. Efter flere forsøg lykkedes det dog Foreman i 1994 at genvinde verdensmesterskabet. Næsten 20 år efter nederlaget mod Ali og i en alder af 45 år får Big George sin hævn ved slå den regerende verdensmester Michael Moorer ud.

Den amerikanske boksekommentator Jim Lampley udbryder efter knockouten ”It happend, It happend”, mens George Foreman bukker sig for sin gud i det ene ringhjørne. Foreman får endelig sat punktum for ”The Rumble in The Jungle”.

Links
Billedet er taget af Kate Gardiner og kan ses på flickr.

For en uddybende beskrivelse af boksekampen vil jeg anbefale at læse Norman Mailers “The Fight”.

Thomas Hauser har skrevet en fabelagtig bog om Ali og de tider han var en del af.

TV-dokumentaren Beyond the Glory om Foreman giver et ærligt og åbent indblik i Foreman.