
Der er nye features på de sociale tjenester Friendfeed, Facebook og Twitter. Efterhånden har man fornemmelsen af, at alle de forskellige sociale netværk kopierer hinanden lidt på skift, men der er dog visse variationer.
Efterhånden har det iranske valg sat Twitter på dagsorden i de trykte og filmede medier, og Facebook har efterhånden så mange brugere, at det må betragtes som allemandseje. Friendfeed er der derimod ganske få, der bruger. Det var en række tidligere ansatte hos Google, der lancerede Friendfeed i 2007. Tjenesten giver mulighed for at samle alt sit sociale indhold til et feed. Det vil sige, alle mine posts, statusopdateringer og billeder på Twitter, Facebook, Flickr og mange andre steder samles i et feed. Det er ganske anvendeligt, hvis man nu gerne vil følge sine venners aktiviteter udenfor Facebook. Synes man, at undertegnede er spændende, kan mine aktiviteter følges her.
Sådan har Friendfeed eksisteret igennem et stykke tid, men nu kan man faktisk dele filer igennem Friendfeed. Den feature har efter min mening været savnet på de fleste sociale netværk. Man savner det tit, når man lige har et word-dokument eller en pdf-fil, som man gerne vil dele med sine venner, eller hvad man nu kalder sine onlinebekendtskaber. Der har tilsyneladende været stor efterspørgsel efter featuren fra organisationer, som samarbejder gennem Friendfeeds grupper. Jeg var ikke engang klar over, at Friendfeed bliver anvendt på den måde, men det giver god mening at gøre det. Det er helt sikkert et fint alternativ til Yammer.
Facebook ligger heller ikke på den lade side. Nu kan man uploade billeder fra mobiltelefonen via e-mail i stedet for mms. Kvaliteten skulle være bedre. Jeg kan godt lide, at man kan poste billeder, der er taget i nuet. Det er selvfølgelig ikke den store fotomæssige oplevelse, men det giver mening at vedhæfte et billede af den mælk, der spreder stank i køleskabet, når man nu har valgt at dele det faktum med sit netværk gennem en småironisk statusopdatering. Ideen med at uploade mobilbilleder via mail er kendt fra Twitter, hvor man både kan bruge Twitpic og Flickr til det samme.
Jeg lovede også en ny feature på Twitter. Det er nu så som så. De har opdateret forsiden og gjort den mere brugervenlig for nye brugere. Og nye brugere savnes i den grad. Det er en meget lille del af mine Facebook-venner, der også er på Twitter.
Faktisk er det næsten udelukkende mennesker, som jeg har mødt på arbejde, kendisser og new media personligheder, der bliver fuldt af mig. Hvad kan man gøre for, at folk skifter? Ingenting tror jeg, og det er måske i virkeligheden Twitter-mediets problem. Altså at det for menigmand fremstår som en indspist og konstrueret virkelighed bestående af kendisser, der leverer en historie. Journalister som suger den til sig, og eksperter der deler deres fortolkninger af den proces.
Det ændrer en forside ikke på…
Det brugte billede stammer fra Flickr og er taget af Ivan Walsh