På youtube findes der mange videoer, men de bedste stammer nok fra Gorilla produktions, De er det perfekte mix mellem lyd og billede.
se blot de her:

Ja overskriften lyver måske lidt, men det er så sjældent, at det lykkes at omgå konventionerne for fotografering. Når det så endelig lykkes, står man ofte tilbage med et fotografi i særklasse. I al beskedenhed er det for en gang skyld lykkedes med billedet ovenfor.

Normalt siger reglen, at et foto skal komponeres ved at inddele søgeren i 9 felter, som det ses nedenfor i det gitter, der er lagt over fotoet. Det, som skal være i fokus på billedet, skal placeres i et af de 4 hjørner omkring det midterste rektangel.

Som det kan ses, går hunden lige forbi de to nederste hjørner og billedet overholder dermed ikke den gængse konvention. Hvorfor det virker i det her tilfælde, er ikke til at sige, men umiddelbart tror jeg, at det skyldes den sorte reparation af asfalten. Herved er der noget, som bryder billedet.

Jeg sidder ofte og skriver jobansøgninger på Statsbiblioteket. Det giver ro, og man får muligheden for at komme lidt væk i hverdagen. Det var på netop Statsbiblioteket, at jeg stødte på den ovenstående touch-skærm, som er et udtryk for utrolig dårlig usability og indblik i, hvordan brugerne møder en sådan skærm.

Touch-skærmen er en del af Statsbibliotekets printsystem, som man bruger, når der skal printes akademiske artikler ud til speciale og opgaver for universitetsstuderende. Efter man har printet fra en computer, skal man hen til en terminal for at printe sine artikler ud. Ved denne terminal mødes man af den inputskærm, som billedet viser (billedet viser inputskærmen til at indsætte penge på printkontoen, men ideen er den samme).

Her skal man indtaste sit personnummer, hvilket er forholdsvist langt. Samtidig er touch-skærmens taster svære at ramme, så af og til rammer man forkert, og tasterne vil ikke registrere et tryk. Det kan være meget frustrerende, for der er ikke mulighed for at slette et enkelt tal i sit personnummer. Man kan kun cleare det hele og starte forfra, hvor man igen risikerer, at tasterne ikke virker.

Touch-skærme er fede, men det skal virke ordentligt, og systemet på Statsbiblioteket kunne godt trænge til en slettefunktion og bedre taste.

To mænd, begge sorte, begge olympiske guldvindere, skulle i 1974 slås om verdensmesterskabet i professionelt sværvægtsboksning i det dybeste Congo. Hudfarven og den olympiske sejr var de eneste fællestræk mellem de to duellanter. Den ene var populær og åbenmundet, mens den anden var frygtet og indelukket. Muhammad var sort med stort S og havde smidt sin olympiske medalje i Ohio River, da han blev nægtet servering. George var amerikaner med stort A, og viftede stolt med Stars and Stribes ved de olympiske lege i 1968. Deres stilistiske udtryk var, præcist som personlighederne, som nat og dag. Ali var danseren, der boksede elegant og smukt, mens Foremans stil var bundet op på skubberi og en slagkraft, der kunne fælde en hest.

30. oktober 1974 mødtes George Foreman og Muhammad Ali i ”The Rumble in the Jungle”. En boksekamp, der som en katapult slyngende den ene bokser op i stratosfæren og skabte en legende. På samme vis slyngede kampen den anden bokser ud i et årelangt mørke, som han først fik endelig bugt med 20 år senere.

Puncheren mod danseren
Den klassiske duel i en boksering udgøres af en bokser mod en puncher. Bokseren er den elegante duellant, som på afstand udnytter akkuratesse, teknik og et højt udviklet bevægelsesapparat til at lande sine slag. For bokseren er det lige så vigtigt at undgå at blive ramt, som det er at ramme, for når modstanderen misser, åbner han sig, og et veltimet punch i denne åbning kan lukke kampen på et splitsekund.

Heroverfor står den puncheren, der ikke er så teknisk dygtig. Han har heller ikke samme hastighed og præcision i sine slag. Til gengæld har han et meget kraftig punch, der kan sende enhver på gulvet og ud i mørket.

Med en puncher og en bokser på plakaten, er drejebogen for boksekampen oftest skrevet på forhånd. Kampens strategiske udgangspunkt står mellem bokseren, som forsøger at holde afstand mellem ham og puncheren og vinde kampen på point. Puncheren vil forsøge at skære ringen af, så bokseren ikke kan manøvre sig udenom konfrontationen. Ali og Foremans tidligere meritter mod lignende modstandere lagde også op til en sådan skakmatch.

Muhammad Ali havde 10 år tidligere rystet verden ved slå ”the baddest man on the planet” Sonny Listen i en kamp om verdensmesterskabet. Sonny Liston mindede på mange måder om en George Foreman, der faktisk havde sparret med den tidligere verdensmester og kopieret hans afmålte og indelukkede personlighed. Liston havde, som Foreman, et drabeligt slag og havde vundet mange af sine sejre på knockout. Ali besejrede Liston ved at danse som sommerfugl og stikke Liston et par på skrinet som en bi. Liston kunne aldrig nå frem til Ali og udnytte sin power. Ali var for hurtig og snu, og puncherens ambition om at skære ringen af var umulig.

Det var i samme kamp, at Ali endeligt manifesterede en ny form for sværvægtsbokser med sænkede parader, hurtige undvigelser og slag der regnede ned over modstanderen med samme hastighed som en mellemvægter uden at savne snært i handskerne.

Siden 1964 og kampen mod Sonny Liston havde Ali imidlertid fået frataget sit verdensmesterskab og blevet udelukket fra bokseringen i tre år. I de tre år mistede Ali noget af sin hurtighed og elegance. Han tabte da også sit første forsøg på at vinde verdensmesterskabet tilbage fra Joe Frazier, der siden tabte kronen til George Foreman på KO i anden omgang.

Ali’s rolle som underdog blev yderligere understreget af Foremans forbedringer i kunsten at skære ringen af. Den tidligere træner for Ali, Archie Moore og den snu ræv Dick Saddler, som stod i Foremans hjørne, trænede den store bjørn i at skære ringen af. Forbedringen blev tydelig for pressen, da Foreman sparede med Terry Lee. Lee var en spinkel letsværvægter og han kunne imitere Alis bevægelser. Igennem tre runder så man, hvordan Foreman hele tiden søgte efter den hurtige Lee som et varmesøgende missil.

Forventningerne til kampen var et opgør mellem den dansende og undvigende Ali og den søgende og hårdtslående Foreman. Kampen blev dog noget anderledes end forventet.

The fight
Den 30. oktober 1974 var ventetiden og spekulationerne slut. På det brandvarme 20. maj stadium i Zaire mødtes de to boksere endelig i ringen i en kamp, som siden har opnået mytisk status.

Muhammad Ali landede kampens første slag. Et ”right hand lead”. Et slag, der ses som den største provokation mod modstanderen. Normalt afstår man fra at slå direkte med højrehånden, da den skal rejse et længere stykke vej end den venstre, hvilket giver modstanderen en længere åbning til at lande et modtræk. Da Foreman var verdens bedste bokser og jordens farligste mand, havde ingen modstandere eller sparringspartnere forsøgt en så dristig taktik. Der var jo ingen grund til at ligefrem provokere et sådant uhyre. Resultatet var, at Foreman var uforberedt på Alis ”right hand leads”, og Ali vandt første omgang gennem et vildt opskruet tempo.

Det var dog ikke en farbar vej i længden at fortsætte det opskruede tempo. Ali mistede for meget energi i den brandvarme arena, hvilket ville være fatalt mod en modstander som Foreman. I anden omgang justerer Ali sin taktik. Han gør noget så usandsynligt og ulogisk, at de fleste tager sig på hovedet i momentet. Ali søger tilflugt i hjørnerne og langs tovene, der indrammer kampen. Den konventionelle opfattelse er, at man er lettere at ramme, når man står ved torvene. Du kan ikke undvige og gå til siden på samme måde som i midten af ringen. Med Alis overlegne hastighed synes Foremans job med at skære ringen af at være blevet endnu lettere, når Ali insisterede på at kampen skulle foregå langs tovene, hvor hastigheden blev annulleret.

Denne taktik fik navnet Rope-A-Dope og er nedskrevet i boksningens ABC. I stedet for at bruge egne kræfter lod Ali nu Foreman slå løs på sig, mens han lænede sig ind over Foreman med hele sin vægt. Langsomt men sikkert tabte Foreman kræfter og blev mere og mere desperat.

Inden Ali til sidst fik bugt med den store Foreman i 8. runde, oplevede tilskuerne dog en dramatisk 5. omgang, hvor Foreman i begyndelsen lander skarpe og hårde slag til kroppen af Ali, indtil der mangler 1 minut. På det tidspunkt synes Foreman at have genvundet momentum og dominansen af kampen. Gennem det sidste minut tager Ali dog teten tilbage ved at bombardere sin modstander med en serie af hårde punch, der næsten sender Foreman på ryggen.

Resten af kampen viser en stadig mere træt og rasende Foreman forsøge at slå Ali ned langs torvene. Det lykkedes ikke, og i stedet vinder Ali kampen og verdensmesterskabet via en knockout i 8 omgang. Alle havde forventninger til kampen, og ingen af dem blev indfriet. Danseren vandt uden at danse. Puncheren tabte ved netop at gøre, hvad han er bedst til: at slå.

Big George and the G.O.A.T
”The Rumble in the Jungle” var den største bedrift fra Ali’s hånd. Hans opgør med Joe Frazier i Manila er det eneste, der kommer tæt på, men her var Ali allerede inden kampen klar favorit. G.O.A.T betyder greatest of all time, og det prædikat har Ali fået. Både for hans bedrifter indenfor og udenfor ringen. Når man er ”the greatest” til noget, stopper man som oftest for sent. Efter at have kæmpet på kanten af døden med Joe Frazier samt tabt og genvundet VM-titlen fra Leon Spinks, forsøgte Ali at genvinde sværvægtstronen mod Larry Holmes. Kampen står i dag til skræk og rædsel for boksere, der vil have en sidste kamp. Ali blev siden diagnosticeret med Parkinsons, og han fysiske tilstedeværelse bærer præg heraf i dag.

George Foreman stoppede sin karriere i 1977 efter et nederlag til Jimmy Young. Efter kampen forestillede Foreman sig sin egen død og fandt Jesus og den kristne tro. En dybtfølt tro som, efter Foremans eget udsagn, gjorde ham til et godt menneske. Han var ikke længere ond og fåmælt. Han var nu ”Big George”, en elskelig ældre mand og bedstefar, der havde sin egen serie af grill. I 1988 lancerede bedstefaren imidlertid et comeback med ambitionen om at genvinde vm-bæltet. Et comeback eksperterne rystede på hovedet af. Efter flere forsøg lykkedes det dog Foreman i 1994 at genvinde verdensmesterskabet. Næsten 20 år efter nederlaget mod Ali og i en alder af 45 år får Big George sin hævn ved slå den regerende verdensmester Michael Moorer ud.

Den amerikanske boksekommentator Jim Lampley udbryder efter knockouten ”It happend, It happend”, mens George Foreman bukker sig for sin gud i det ene ringhjørne. Foreman får endelig sat punktum for ”The Rumble in The Jungle”.

Links
Billedet er taget af Kate Gardiner og kan ses på flickr.

For en uddybende beskrivelse af boksekampen vil jeg anbefale at læse Norman Mailers “The Fight”.

Thomas Hauser har skrevet en fabelagtig bog om Ali og de tider han var en del af.

TV-dokumentaren Beyond the Glory om Foreman giver et ærligt og åbent indblik i Foreman.

Sharepoint er en af de underligste platforme til videndeling. Out of the box er den ikke meget værd. Eller det var i hvert fald erfaringen på min gamle arbejdsplads, hvor der aldrig kom liv i kludene. Den typiske ide bag Sharepoint er da også, at platformen skal skræddersyes til virksomhedens behov. Og det koster knaster, hvorfor mindre virksomheder må anvende den out of the box, hvis de altså agter at bruge Sharepoint. De ender derfor med et produkt, som er uanvendeligt i praksis.

Kiiro er en overbygning på den gængse Sharepoint-installation, som gør den brugbar til samarbejde og styring omkring projekter. Den giver mulighed for en intuitiv deling af dokumenter, opgaver, diskussioner og meget mere. En nifty feature er, at programmet giver mulighed for status updates ala facebook. Hermed bliver ekstra applikationer som Yammer unødvendige.

Alt i alt ser Sharepoint i Kiiros udgave væsentligt bedre ud end den, som Microsoft sender med by default. Dog skal man være opmærksom på, at meget er lagt an på projekter og styring heraf. Hvis man ikke arbejder i projekter, men i stedet har brug for en mere konventionel videndelingsportal, kan Kiiro ikke hjælpe. Men har man investeret i Sharepoint uden at få det ønskværdige ud af det, er Kiiro muligvis den applikation, der kan sparke gang i festen igen.

Sharepoint

Kiiro via ReadWriteWeb

Billedet stammer fra flickr og er taget af Rob Enslin.

Navigationen (se nedenfor) består af intuitive faneblade med tilhørende farvekode for hver sektion på siden. Eksempelvis er grafikken over hele sektionen ”Fodbold” domineret af den samme grønne farve. Læserne eller skimmerne ved derfor altid, at det er fodbold, der er omdrejningspunktet, når de møder den grønne farve. Udviklerne bag har endda været så snedige at lave en rollover på topnavigationen, så når musen holdes over menupunktet ”Fodbold”, lyser punktet op i grøn, hvilket forstærker samhørigheden mellem fodbold og farven grøn.

Ekstrabladets forside og generelle stil med billeder og overskrifter er en anden styrke. Forsiden er den vigtigste side på ethvert site, da det oftest er det første som læserne møder. Derfor er det også den, der dirigerer trafikken videre til de andre sektioner. En dårlig forside kan efterlade meget indhold ulæst.

Ekstrabladets forside er spækket med overskrifter og billeder, som medvirker til at trække læsernes opmærksomhed hen mod nyheder og andre sektioner. Screendumpet nedenfor illustrerer, hvor simpelt det er. En stor og fængende overskrift efter de gængse nyhedskriterier (”Teenagebrødre amok med baseballbat” er et fint eksempel) og oftest et tilhørende billede, der tiltrækker opmærksomhed (Brøndbyspilleren der skriger FCKs målmand i hovedet er godt)

Dog er det ikke uden omkostninger at plastre hjemmesiden til med kæmpe bannere og store overskrifter. Det samlede udtryk af forsiden bliver hurtigt rodet, usystematisk og meget kompliceret, så er man ikke en medievirksomhed skal man måske overveje at tone brugen af bannere og overskrifter lidt ned og få et mere stilrent udtryk, der passer til virksomheden værdier og visioner.

www.eb.dk

Indhold, brugere og usabillity er nøgleordene for Steve Krugs korte bog ”Dont make me think”. På trods af lidenheden og titlen sætter bogen netop tanker i gang om, hvordan en moderne hjemmeside bør designes, så brugerne giver den opmærksomhed.

Krugs første bud er, at vi ikke må få ham til at tænke. Eller med andre ord, skal gæsterne på vores hjemmesider forstå indholdet så let og naturligt, at de ikke stopper op og begynder at overveje meningen med det hele. Baggrunden herfor er, at moderne internetsurfere er nogle utaknemlige skarn, der ikke giver vores dyrt producerede indhold mange sekunders opmærksomhed. Det kan komme som et chok for nogle bloggere, at læserne ikke gider bruge flere minutter på at læse meningsløst tekst inden de brugbare pointer dukker frem af tågerne (jeg må nok begynde med at gribe i egen barm).

Et andet karakteristika ved surferne er, at deres beslutninger ikke er rationelle. De vælger sjældent den optimale løsning, men blot en der rækker. Det kan næppe komme som en overraskelse for ret mange. Der endda en beslutningsmodel, som hedder skraldespandsmodellen (throwback til statskundskab)… Anyway så implicerer det, at brugerne muligvis fravælger dit site og produkt, på trods af at det er det bedste, hvis et andet blot er tilstrækkeligt. Krug lister endnu et karakteristika i sin bog, men den kan du selv læse. Manden skal jo tjene en skilling for sit arbejde med bogen.

Hvad kan man så gøre i en verden, som domineres af utaknemlige brugere? Man skal blot pisse på dem og sige tag mig eller lad være. NEJ det skal man selvfølgelig ikke.

Den åbenlyse pointe er, at siden skal indrettes, således brugernes opmærksomhed fanges med det samme og alt unødvendig støj skal fjernes. Dette gøres blandt andet gennem klare grafiske hierarkier og en trimning af alt overflødig tekst. Krug vil have, at teksten skal halveres fra udgangspunktet (glem det Krug, det sker ikke her). Min gamle arbejdsplads har styr på de grafiske hierarkier, mens teksten godt kan trimmes, så den ikke agerer støj.

Slutteligt demonstrerer Krug, hvordan usabillity tests kan laves for en slik med sit eget videokamera, en computer og et par venner.

Læse bogen fordi
Du skal læse ”Dont make me think”, hvis du vil have provokerende informationer om gæsterne på dine sites. Du skal også læse den, hvis du vil have inputs til grafik og tekst. Og især hvis du tror, at brugerinddragelse er dyrt. Du skal især læse den, hvis du kan lide korte bøger med praktiske pointer inden for hjemmesidedesign.

Dont make me think

I den forgangne uge har jeg deltaget i et jobkursus hos AAK (akademikernes a-kasse) i Århus. Når jeg hører bekendte tale om kurserne, har jeg fået indtrykket af, at der blot bliver undervist i trivialiteter. Man får indtrykket af, at kurset blot er sat i verden for at forpeste dagpengemodtagernes hverdag. Det er nu ikke en fremstilling, som jeg kan genkende efter faktisk at have spenderet tid på det.

Godt nok er undervisningen ikke særligt nyskabende, men det er nu heller ikke her værdien skal findes. Værdien findes i mødet med andre i samme situation som dig selv. Det er fedt at møde mennesker, som også har skrevet stakkevis af ansøgninger bag computeren uden at fange drømmejobbet. Det er fedt at møde mennesker, der alle virker kompetente på trods af, at deres status som ledig signalerer det modsatte. At møde en industriel designer, magisterkonferens, ph.d og kvalitetschef i samme forum er en unik mulighed for at få input og danne netværk med spændende mennesker.

Tavleundervisningen er som nævnt ikke specielt givende, men de efterfølgende øvelser gør op for manglerne. At læse andres ansøgninger igennem og få feedback på sin egen giver inspiration og motivation til forbedringer. Den største øjenåbner var at få præsenteret et stillingsopslag, seks tilhørende ansøgninger og en ordre om at udvælge tre ansøgninger i en prioriteret rækkefølge. Det var givende at komme på den anden side af bordet og se, hvor forskelligt kursusdeltagerne læste ansøgningerne. I mit eget tilfælde var det rene tilfældigheder, der gjorde udslaget. I fremtiden har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at tage et afslag for nært, for det kan både være modtager og 1000 andre ting, der har gjort udslaget.

Under alle omstændigheder skal der herfra lyde en anbefaling af kurserne og en opfordring til at bruge det til at komme ud og danne netværk med andre.

Akademikernes A-kasse

Billedet er taget af Mypouss og kan ses på Flickr.

Et af hans råd er, at man, ved landskabsfotografering, skal flytte horisontlinjen væk fra midten af billedet, så den er langt mod toppen eller langt mod bunden. Det er et super råd, men det er kontraintuitivt, hvorfor man skal tvinge sig selv til at gøre det, for man kan ikke nødvendigvis se fordelen af det gennem søgeren og på kameraets lille LCD-display.

Det var tilfældet, da jeg tog nedenstående billeder fra min hjemegn. Jeg havde solen i øjnene, og jeg syntes faktisk ikke, det første billede så særligt godt ud, men jeg tog alligevel billedet med en lavtliggende horisontlinje, for det havde den ”professionelle” jo sagt. Læg mærke til det første billedes lave horisontlinje, mens det andet har en horisontlinje i midten. Det er tydeligt at se, at det første billede simpelthen overasker mere.

Helt tydeligt bliver det i beskæringen af det andet billede, hvor jeg her rykker horisontlinjen højt op i billedet, hvorved det bliver langt bedre komponeret. Så nogle gange skal man altså lytte til proffernes råd.

Billeder kan faktisk blive markant anderledes, hvis de er i sort-hvid, hvilket jeg fandt ud af ved at klikke lidt rundt på nogle af Lightrooms sort-hvide presets. Især simple billeder, som de af halmballerne, får et andet udtryk i sort-hvid. Det virker mere råt, når lyset fra den begyndende solnedgang forsvinder.

The Digital Photography Book: The Step-By-Step Secrets for How to Make Your Photos Look Like the Pros’!

Den her post er primært skrevet, fordi jeg har haft svært ved at tilegne mig den information, som jeg nu endelig er kommet i besiddelse af: en praktisk og anvendelig guide til, hvordan man anvender sharpening i både Adobe Lightroom og Photoshop.

Jeg har længe gerne ville vide mere om sharpening, men de guides, jeg har læst, har ikke været særlige anvendelige i praksis, da man ikke får at vide, hvad de enkelte værdier skal være.

Første åbenbaring er, at når man anvender raw, så kan man få et bedre resultat, hvis man både bruger sharpening i Lightroom og i Photoshop, altså to gange sharpening. En tidlig og en sen.

Første sharpening udføres i Lightroom, hvor man anvender sharpening-modulet under develop-fanen. Her får man fire sliders: Amount, Radius, Detail og Masking. Der er ingen grund til at gå nærmere ind i de værdier, for den letteste måde at gøre billedet skarpere på, er ved at anvende et af de to presets, som følger med Lightroom. De hedder sharpen portraits og sharpen landscape. Man kigger simpelthen på sit billede og ser om det minder om et portræt eller et landskab, og vælger det passende preset. Herefter kan man justere de enkelte sliders, hvis man synes. Herefter laver man alt det andet redigeringsarbejde i Lightroom.

Til slut kan man lave den sidste sharpening i Photoshop ved at bruge filteret unsharp mask. Her har jeg længe ikke haft nogen ide om, hvad værdierne skal være, for der er jo ingen presets, men så fik jeg fat Scott Kelby’s bog: The Digital Photography Book: The Step-By-Step Secrets for How to Make Your Photos Look Like the Pros’!

Kelby angiver, hvad værdierne skal være uden dikkedarer og lange forklaringer.

Til generel brug skal værdierne være:
Amount = 85 %, Radius= 1 og Threshold = 4.

Til billeder af mennesker skal værdierne være:
Amount = 150 %, Radius= 1 og Threshold = 10.

Til billeder fra byen og feriedestinationerne skal værdierne være:
Amount = 65 %, Radius= 3 og Threshold = 2.

Scott Kelby anfører desuden, at det kan være en fordel at skifte mode fra RGB til LAB. Under Lab vælges Lightness og så udfører man blot sharpeningen her. Det skulle give mindre problemer i forhold til farver.