lassec.com

Et billede siger mere end 1000 ord, på trods af udsagnets høje sandhedsværdi, er der skrevet langt over 1000 ord om at fotografere. En af dem, der har skrevet rigtigt fornuftige ord, er Scott Kelby, som er fantastisk til at formidle tips og praktiske råd, hvis man gerne vil blive en bedre amatørfotograf.

Et af hans råd er, at man, ved landskabsfotografering, skal flytte horisontlinjen væk fra midten af billedet, så den er langt mod toppen eller langt mod bunden. Det er et super råd, men det er kontraintuitivt, hvorfor man skal tvinge sig selv til at gøre det, for man kan ikke nødvendigvis se fordelen af det gennem søgeren og på kameraets lille LCD-display.

Det var tilfældet, da jeg tog nedenstående billeder fra min hjemegn. Jeg havde solen i øjnene, og jeg syntes faktisk ikke, det første billede så særligt godt ud, men jeg tog alligevel billedet med en lavtliggende horisontlinje, for det havde den ”professionelle” jo sagt. Læg mærke til det første billedes lave horisontlinje, mens det andet har en horisontlinje i midten. Det er tydeligt at se, at det første billede simpelthen overasker mere.

Helt tydeligt bliver det i beskæringen af det andet billede, hvor jeg her rykker horisontlinjen højt op i billedet, hvorved det bliver langt bedre komponeret. Så nogle gange skal man altså lytte til proffernes råd.

Billeder kan faktisk blive markant anderledes, hvis de er i sort-hvid, hvilket jeg fandt ud af ved at klikke lidt rundt på nogle af Lightrooms sort-hvide presets. Især simple billeder, som de af halmballerne, får et andet udtryk i sort-hvid. Det virker mere råt, når lyset fra den begyndende solnedgang forsvinder.

The Digital Photography Book: The Step-By-Step Secrets for How to Make Your Photos Look Like the Pros’!

De danske aviser er i krise, og faldende oplagstal har fået dem til at satse på sociale medier og i særdeleshed blogs. Politiken, JP og Berlingske har alle deres egne bloguniverser. Fælles for alle blogs er, at de typisk skrives af en person, og at de er knyttet til debatsektionerne. Det er alt sammen meget godt for den offentlige meningsdannelse og alt det der, men hvad med journalisterne? Kan medierne ikke skabe merværdi for deres læsere ved at lade journalisterne blogge med og supplere de skrevne artikler i de fysiske aviser?

Svaret er ja, hvis man lytter til den amerikanske blogger, Scott Karp, hvilket undertegnende har gjort i den følgende analyse af Weekendavisen, hvor flere pointer sikkert også gælder for de andre internetaviser.

Weekendavisen relancerede sin hjemmeside for nyligt. Nu skulle den akademiske avis demonstrere forståelse for den nye medievirkelighed ved at indføre blogs med pomp og pragt. Ja de fik faktisk den geniale ide at udvikle et Linkunivers, hvor brugerne kunne dele indhold med hinanden. Det er da web 2.0, så det basker. Ambitionen var god, men implementeringen har været mislykket. Fokus har som så ofte før været på meningsdannelse. Havde avisen i stedet brugt blogs til at give noget mere i forhold til de eksisterende sektioner i avisen, var Weekendavisen 2.0 måske lykkedes bedre.

Lad os kigge nærmere de kære blogs på Weekendavisen, og hvad der er galt med dem. De er alle sammen knyttet op på personer. Man kan således finde blogs af Lars Bukdahl, Martin Krasnik, Klaus Rothstein og Synne Rifbjerg. Det første, som falder i øjnene, er den manglende aktivitet. Den eneste, der har taget blogmediet til sig, er Lars Bukdahl, der ikke bruger det som en blog, men som en affaldsspand der skal vise, hvor kulturel overlegen og underlig han er. Det er altså ikke godt indhold, og slet ikke godt nok til at få besøgende igen.

Hvad skulle de have gjort i stedet? Jeg er, som Scott Karp, begejstret for formatet på NY Times’ teknologiblog. Her skriver flere journalister om det samme stofområde (teknologi), og bloggen løber derfor aldrig tør for indhold. Derudover slipper man for, at bloggen tegnes af en bestemt skrivestil (man får bugt med Bukdahl). Hos Weekendavisen og resten af medierne er stofområder lette at skabe. De findes allerede som sektioner i den trykte udgave af avisen. Ideer, Kultur, Samfund, Udland og Bøger er udmærkede stofområder til blogs. Her får journalisterne en arena til at udgive de fuldstændige artikler altså før redigering, linke til læs-videre-links, få tips til historier, forsvare deres historier, og komme i dialog med læserne og ja kun fantasien sætter begrænsningerne.

Linkuniverset på Weekendavisen er separat fra bloggen og drevet af Weekendavisen.dk’s brugere. Det er en skam. De mange brugere får ingen anerkendelse for at dele links, og de, som vil bruge arkivet, kan ikke gennemskue, hvem der har delt de enkelte links. I stedet burde de knytte Linkuniverset til blogsektionen, og designe den ala NY Times, hvor journalister og selvfølgelig også opinionsbloggerne kan angive, hvilke links de arbejder med nu med en lille kommentar og navns nævnelse. Herved får læserne et lille indblik i, hvad journalisterne rent faktisk selv læser.

Tre konkrete forslag til de danske netaviser
1. Drop det entydige fokus på blogs som en debatform for kendte opinionsdannere og lad journalisterne komme til, så de kan dele deres verden med os andre.
2. Lad de enkelte stofområder udgøre en blog og lad flere journalister skrive der.
3. Gentænk Linkuniverset og foren det med de enkelte blogs.

Er det gode ideer, eller hvad synes I?

Indlægget er inspireret af Scott Kars fremragende analyse af NY Times’ teknologiblog.

Se også NY Times’ teknologiblog.

Billedet stammer fra Flickr og er taget af InJu.

De billeder, som jeg bruger her på bloggen, stammer alle sammen fra det fantastiske sociale netværk Flickr. Og dem bruger jeg med god samvittighed, for de er nemlig alle sammen frigivet under en såkaldt creative commons licens. Licensen gør, at jeg må bruge billederne kommercielt og ændre i dem, så længe jeg krediterer kilden. Det er en fantastisk måde at dele sine kreative produktioner på, så hele verden kan få glæde af dem, men der er bare ikke nok, som frigiver deres værker under en creative commons.

I et stykke tid var jeg selv lidt af en parasit, for mens jeg brugte løs af den gratis ressource, gav jeg ikke noget igen. Det har jeg dog lavet om på nu. Alle mine billeder, der ikke er private, er nu frigivet til kommerciel brug, så længe jeg krediteres. Et eksempel er serien nedenfor af unge mennesker, der spiller cykelpolo i København.

Jeg tror hovedårsagerne til, at man ikke frigiver sine billeder, musik eller film, er manglende viden om creative commons’ eksistens og frygt. Frygt for at man går glip af penge og frygt for manglende anerkendelse af sine talenter. Den første frygt kan hurtigt dæmpes. Det er de færreste glade amatører, som kan tjene penge, for der er næsten altid et andet billede eller stykke musik, som kan bruges i stedet. Derfor giver det ingen mening at begrænse virksomheder, andre amatører og organisationer, der er villige til at bruge ens materiale.

I stedet skal man blot anvende en licens, hvor brugeren skal angive, hvor billedet stammer fra. Herved får man desuden også anerkendelse. Jeg vil i hvert fald selv være stolt, hvis et af mine fotos er så gode, at de kan bruges i et onlinemedie.

Så er du en kreativ sjæl, så giv dine ting fri… Jeg tror det betaler sig til sidst.

Armstrong er for sej. Sådan er det bare. Læsere af mit seneste blogindlæg kan huske, at jeg skrev, at Astanas mudrede arvefølge var en af de ting, som man skulle holde øje med på 1. etape. Her så det ud til, at Contador lod sig krone som holdets kaptajn ved at lægge afstand til resten af mandskabets ryttere. To dage senere lavede Armstrong imidlertid et kaptajnmord i miniatureformat ved at køre med i sidevinden. Status, inden holdtidskørslen i Montpellier, er altså, at Armstrong kan iføre sig den gule trøje, hvis Astana distancerer Saxo Bank med 40 sekunder. Altså ca. et sekund pr kilometer.

Selvom Armstrong kommer i den gule trøje, har han ikke vundet løbet, men den gule trøje kan altså give vinger, og så må vi se, hvor længe det rækker. Nu er der dog andre ryttere og hold end Saxo Bank og Astana og lad os benytte lejligheden til at kigge lidt på deres situation og muligheder.

Fyldet i sandwichen
En god metafor for dette års Tour er en sandwich. Eller det er i hvert fald det, som jeg har lagt op i mine indledende skriverier. Sandwichen består på hver sin side af Saxo Bank og Astana, og imellem er der en mængde fyld, som er klemt inde af de to gigantiske hold. Men som i enhver sandwich er fyldet meget afgørende for, hvor interessant sandwichen er.

Fyldet i år består af Cadel Evans, Carlos Sastre og til dels Menchov, der nok efterhånden må siges at være degraderet til en art dressing. Cadel Evans er faktisk rigtig stærk. I optaktsløbet Dauphine Libere kørte han bedre end Contador. Og husker man helt tilbage til 2007, hvor Contador vandt foran Evans, var det kun med 23 sekunder. Her skal man også holde sig for øje, at Contador faktisk havde fået hjælp af Rasmussen til at knække Evans i bjergene. Havde den danske mexicaner ikke været med i løbet, kunne meget have set anderledes ud. Evans er efter min mening på niveau med Contador, men han er kun fyld, og det er han, fordi han er en enmandshær uden opbakning. Evans rolle bliver at hænge på og prøve at køre fra Contador på enkeltstarten. I sandwich-metaforen er han kylling og bacon. Man ved, hvad man får og desværre ikke så mange overraskelser.

Carlos Sastre vandt sidste år ved at knække netop Evans, men det kunne han kun gøre med hjælp fra det daværende CSC. Uden dem var Evans ikke blevet kørt træt og Sastres togt til Alpe D’huez ville være annulleret. Carlos Sastre står i den paradoksale situation, at årets rute passer ham bedre end sidste års, men han har ikke store chancer for at vinde pga. manglende hold og Astanas genfødsel som Tour-hold. Sastre vil gøre alt for at vinde Touren igen, og han skal nok få et par etapesejre i forsøget. Blandt andet Mont Ventoux. På enkeltstarterne er Sastre et kedeligt stykke kapers uden saft og kraft, mens han i bjergene bliver til en stærk chili.

Menchov vandt Giroen, men efter den svage tidskørsel på 1. etape, er der ikke mange, som har fidus til ham mere. Han skal forsøge at køre sig ind i løbet gennem etapesejre. Lykkes det, skal man ikke være overrasket, hvis han kører sig på podiet i processen. Menchov er enhver sandwichmagers specialitet, som man ikke rigtigt ved, hvor man har. Tør man smage, risikerer man dog at have spildt sine penge, men måske får man også dagens smagsoplevelse.

Fyldet er spændende. Især Evans og Sastre er spændende jokere, som kommer til at krydre løbet, men Saxo Bank og Astana kommer nok til at svinge taktstokken.

For at se nærmere på den vigtige del af Snowdens Cynefin-model, der kaldes professionel logisk eller communities of practice har jeg læst en artikel af Wenger og Snyder om dette emne. Artiklen er fra Harvard business review og er af den grund meget let tilgængelig.
Praksisfællesskaber (jeg vælger at fordanske begrebet) er ifølge forfatterne et uformelt fællesskab af eksperter, som har en fælles passion for et givent område. De er ofte hentydet til som de såkaldte kaffeautomatsamtaler, men de kan også tage form af grupper på intranettet og kan have forskellige niveauer af agendaer. Hovedbudskabet i artiklen er, at man ikke kan styre eller kontrollere praksisfællesskaber. Man kan i stedet ved hjælp af kultivering give muligheden for at praksisfællesskaberne kan blomstre.
Et praksisfællesskab kan være en måde, hvorpå at kollegaer holder kontakt, hvis de er i forskellige teams. Grænsen for praksisfællesskaber er meget flydende. De er ikke nødvendigvis forbeholdt medlemmer af den samme organisation. Styringen af praksisfællesskaber er markant anderledes end den konventionelle styring. De er nemlig selvregulerende, hvor medlemmer selv ved om de skal være medlem eller ej.

Problemerne, som et praksisfællesskab løser, er altid relaterede til det pågældende arbejde. De er både med til at generere og dele viden. Herved vedligeholder og fornyer de sig selv.

Hvordan kultiverer man praksisfællesskaber
Wenger giver tre gode råd i artiklen om, hvordan man kan skabe praksisfællesskaber og holde dem kørende over tid. De er
1. Identificer potentielle praksisfællesskaber
a. Her gælder det om at spotte mulige praksisfællesskaber. Desværre er der ikke nogle konkrete tips til, hvordan en leder eller en forsker, som jeg selv, kan finde frem til praksisfællesskaberne.
b. Til gengæld påpeger forfatterne at definitionen af domænet for et praksisfællesskab er af stor betydning, hvor en underopdeling kan være nødvendig.
2. Skab en ordentlig infrastruktur
a. Her gælder det om at være på vagt og undgå forhindringer for praksisfællesskaberne. Det kan blandt andet være ved at give dem it-ressourcer, budgetter eller en sponser, som sørger for at praksisfællesskabet har mulighed for at blomstre. Igen er det vigtigt at pointere at vedkommende ikke må overtage styringen af praksisfællesskabet. Det er i sin natur selvstyrende.
3. Mål værdien utraditionelt
a. For at måle værdien bør lederen lytte til praksisfællesskabernes historier systematisk og vurdere succesen i forhold hertil.

Relation til specialet
Forventningen må være at kommunerne ikke faciliterer praksisfællesskaber godt nok. Det passer og harmonerer ganske godt med Snowdens teorier, men jeg mangler stadigt en metode til at spotte praksisfællesskaberne. For hvordan kan kommuner finde praksisfællesskaber, hvis det er umuligt?