lassec.com

De danske aviser er i krise, og faldende oplagstal har fået dem til at satse på sociale medier og i særdeleshed blogs. Politiken, JP og Berlingske har alle deres egne bloguniverser. Fælles for alle blogs er, at de typisk skrives af en person, og at de er knyttet til debatsektionerne. Det er alt sammen meget godt for den offentlige meningsdannelse og alt det der, men hvad med journalisterne? Kan medierne ikke skabe merværdi for deres læsere ved at lade journalisterne blogge med og supplere de skrevne artikler i de fysiske aviser?

Svaret er ja, hvis man lytter til den amerikanske blogger, Scott Karp, hvilket undertegnende har gjort i den følgende analyse af Weekendavisen, hvor flere pointer sikkert også gælder for de andre internetaviser.

Weekendavisen relancerede sin hjemmeside for nyligt. Nu skulle den akademiske avis demonstrere forståelse for den nye medievirkelighed ved at indføre blogs med pomp og pragt. Ja de fik faktisk den geniale ide at udvikle et Linkunivers, hvor brugerne kunne dele indhold med hinanden. Det er da web 2.0, så det basker. Ambitionen var god, men implementeringen har været mislykket. Fokus har som så ofte før været på meningsdannelse. Havde avisen i stedet brugt blogs til at give noget mere i forhold til de eksisterende sektioner i avisen, var Weekendavisen 2.0 måske lykkedes bedre.

Lad os kigge nærmere de kære blogs på Weekendavisen, og hvad der er galt med dem. De er alle sammen knyttet op på personer. Man kan således finde blogs af Lars Bukdahl, Martin Krasnik, Klaus Rothstein og Synne Rifbjerg. Det første, som falder i øjnene, er den manglende aktivitet. Den eneste, der har taget blogmediet til sig, er Lars Bukdahl, der ikke bruger det som en blog, men som en affaldsspand der skal vise, hvor kulturel overlegen og underlig han er. Det er altså ikke godt indhold, og slet ikke godt nok til at få besøgende igen.

Hvad skulle de have gjort i stedet? Jeg er, som Scott Karp, begejstret for formatet på NY Times’ teknologiblog. Her skriver flere journalister om det samme stofområde (teknologi), og bloggen løber derfor aldrig tør for indhold. Derudover slipper man for, at bloggen tegnes af en bestemt skrivestil (man får bugt med Bukdahl). Hos Weekendavisen og resten af medierne er stofområder lette at skabe. De findes allerede som sektioner i den trykte udgave af avisen. Ideer, Kultur, Samfund, Udland og Bøger er udmærkede stofområder til blogs. Her får journalisterne en arena til at udgive de fuldstændige artikler altså før redigering, linke til læs-videre-links, få tips til historier, forsvare deres historier, og komme i dialog med læserne og ja kun fantasien sætter begrænsningerne.

Linkuniverset på Weekendavisen er separat fra bloggen og drevet af Weekendavisen.dk’s brugere. Det er en skam. De mange brugere får ingen anerkendelse for at dele links, og de, som vil bruge arkivet, kan ikke gennemskue, hvem der har delt de enkelte links. I stedet burde de knytte Linkuniverset til blogsektionen, og designe den ala NY Times, hvor journalister og selvfølgelig også opinionsbloggerne kan angive, hvilke links de arbejder med nu med en lille kommentar og navns nævnelse. Herved får læserne et lille indblik i, hvad journalisterne rent faktisk selv læser.

Tre konkrete forslag til de danske netaviser
1. Drop det entydige fokus på blogs som en debatform for kendte opinionsdannere og lad journalisterne komme til, så de kan dele deres verden med os andre.
2. Lad de enkelte stofområder udgøre en blog og lad flere journalister skrive der.
3. Gentænk Linkuniverset og foren det med de enkelte blogs.

Er det gode ideer, eller hvad synes I?

Indlægget er inspireret af Scott Kars fremragende analyse af NY Times’ teknologiblog.

Se også NY Times’ teknologiblog.

Billedet stammer fra Flickr og er taget af InJu.

Der er nye features på de sociale tjenester Friendfeed, Facebook og Twitter. Efterhånden har man fornemmelsen af, at alle de forskellige sociale netværk kopierer hinanden lidt på skift, men der er dog visse variationer.

Efterhånden har det iranske valg sat Twitter på dagsorden i de trykte og filmede medier, og Facebook har efterhånden så mange brugere, at det må betragtes som allemandseje. Friendfeed er der derimod ganske få, der bruger. Det var en række tidligere ansatte hos Google, der lancerede Friendfeed i 2007. Tjenesten giver mulighed for at samle alt sit sociale indhold til et feed. Det vil sige, alle mine posts, statusopdateringer og billeder på Twitter, Facebook, Flickr og mange andre steder samles i et feed. Det er ganske anvendeligt, hvis man nu gerne vil følge sine venners aktiviteter udenfor Facebook. Synes man, at undertegnede er spændende, kan mine aktiviteter følges her.

Sådan har Friendfeed eksisteret igennem et stykke tid, men nu kan man faktisk dele filer igennem Friendfeed. Den feature har efter min mening været savnet på de fleste sociale netværk. Man savner det tit, når man lige har et word-dokument eller en pdf-fil, som man gerne vil dele med sine venner, eller hvad man nu kalder sine onlinebekendtskaber. Der har tilsyneladende været stor efterspørgsel efter featuren fra organisationer, som samarbejder gennem Friendfeeds grupper. Jeg var ikke engang klar over, at Friendfeed bliver anvendt på den måde, men det giver god mening at gøre det. Det er helt sikkert et fint alternativ til Yammer.

Facebook ligger heller ikke på den lade side. Nu kan man uploade billeder fra mobiltelefonen via e-mail i stedet for mms. Kvaliteten skulle være bedre. Jeg kan godt lide, at man kan poste billeder, der er taget i nuet. Det er selvfølgelig ikke den store fotomæssige oplevelse, men det giver mening at vedhæfte et billede af den mælk, der spreder stank i køleskabet, når man nu har valgt at dele det faktum med sit netværk gennem en småironisk statusopdatering. Ideen med at uploade mobilbilleder via mail er kendt fra Twitter, hvor man både kan bruge Twitpic og Flickr til det samme.

Jeg lovede også en ny feature på Twitter. Det er nu så som så. De har opdateret forsiden og gjort den mere brugervenlig for nye brugere. Og nye brugere savnes i den grad. Det er en meget lille del af mine Facebook-venner, der også er på Twitter.

Faktisk er det næsten udelukkende mennesker, som jeg har mødt på arbejde, kendisser og new media personligheder, der bliver fuldt af mig. Hvad kan man gøre for, at folk skifter? Ingenting tror jeg, og det er måske i virkeligheden Twitter-mediets problem. Altså at det for menigmand fremstår som en indspist og konstrueret virkelighed bestående af kendisser, der leverer en historie. Journalister som suger den til sig, og eksperter der deler deres fortolkninger af den proces.

Det ændrer en forside ikke på…

Det brugte billede stammer fra Flickr og er taget af Ivan Walsh