lassec.com

Dette indlæg omhandler det danske kongehus altså det med Amalienborg, dronningen og alt det der. Men også om dansk selvbevidsthed. Som barn var jeg noget af en historienørd og elskede at høre min gamle historielærer fortælle røverhistorier om krige og slag mod svenskerne eller tyskerne. Godt havde jeg undervejs en voksende fornemmelse af, at der var en større diskrepans mellem det historiske Stordanmark og det Leverpostejsdanmark, som jeg kunne kigge ud til fra min hårde træstol bagerst i lokalet.

Det historiske Stordanmark var fyldt med krige mod svenskere der fik tæsk af danske konger; rød-hvide flag som dalede ned fra himlen i hænderne på sejrende konger; onde tyskere og gæve vikinger som godt nok voldtog og plyndrede, men det var vist bare sådan, man gjorde dengang. Dengang var Danmark mægtigt og havde nosser, der gik helt ned til Ejderen og tilbage igen. Engang imellem fortalte min historielærer om, hvordan nosserne skrumpede ind og kun gik til Kongeåen. Det var i det hele taget ikke særligt fedt at høre om onde svenskere og tyskere, der ville ødelægge vores fortræffelige nation. Jeg kunne mærke, at Leverpostejsdanmark sænkede sig som en grå sky over klasseværelset og ødelagde den gode stemning.

Hvordan er forestillinger om Stordanmark og Leverpostejsdanmark koblet til den gruppe af elskelige mennesker, som befolker det danske kongehus? De er på symbolsk vis med til at forstærke hr. og fru Plæneklippers forestillinger om det mægtige Danmark, og hvordan en sådan stor nation bør agere som medlem af FN og nede på kommunekontoret. Traditionerne omkring kongehuset og fantastiske historiefortællinger med konger i fokus er med til at male et billede af en utopisk nation. Kongehuset er herved skidt for den danske selvbevidsthed. Den minder os konstant om vores en historisk storhed, som får os til at ranke ryggen af stolthed.

Virkeligheden, som er der, hvor Leverpostejsdanmark regerer, består af velfærd, en forkærlighed for middelmådighed, begrænsede midler og et stærkt begrænset areal. Her dominerer pragmatiske hensyn som: hvordan får vi mest ud af skattebilletten, hvordan gør vi flest glade for færrest resurser og hvordan vi sikrer alle et anstændigt liv. Alt sammen spørgsmål der minder om en støvbefængt salmebog. Spørgsmål som hører hjemme på Christiansborg og som hr. og fru Hækkeklipper ikke gider beskæftige sig med. Lad os forestille os, at vi hverken havde kongehus eller historieundervisning, som i kombination kan skønmale den danske identitet. Så er det måske i virkeligheden muligt at fremelske en identitet, som rent faktisk ranker ryggen på grund af den pragmatik, som Leverpostejsdanmark repræsenterer. Muligvis gider hr. og fru. Kompostkværn endda engagere sig på et niveau udover den jubelnationalistiske.

Nu er den danske selvforståelse mere end kongehus og historieundervisning, men hvorfor ikke begynde der og lad os være stolte af den virkelighed, som er udenfor og ikke en fra en heden tid, som sikkert aldrig har eksisteret.

Der er megen debat om kongehuset for tiden, og jeg synes faktisk, at der er overraskende få, der tør tage livtag med deres negative påvirkning på dansk selvbevidsthed. Det har i alt for lang tid været for billigt at sige, at kongehuset kun bidrager positivt til dansk identitet og selvbevidsthed.