lassec.com

I den forgangne uge har jeg deltaget i et jobkursus hos AAK (akademikernes a-kasse) i Århus. Når jeg hører bekendte tale om kurserne, har jeg fået indtrykket af, at der blot bliver undervist i trivialiteter. Man får indtrykket af, at kurset blot er sat i verden for at forpeste dagpengemodtagernes hverdag. Det er nu ikke en fremstilling, som jeg kan genkende efter faktisk at have spenderet tid på det.

Godt nok er undervisningen ikke særligt nyskabende, men det er nu heller ikke her værdien skal findes. Værdien findes i mødet med andre i samme situation som dig selv. Det er fedt at møde mennesker, som også har skrevet stakkevis af ansøgninger bag computeren uden at fange drømmejobbet. Det er fedt at møde mennesker, der alle virker kompetente på trods af, at deres status som ledig signalerer det modsatte. At møde en industriel designer, magisterkonferens, ph.d og kvalitetschef i samme forum er en unik mulighed for at få input og danne netværk med spændende mennesker.

Tavleundervisningen er som nævnt ikke specielt givende, men de efterfølgende øvelser gør op for manglerne. At læse andres ansøgninger igennem og få feedback på sin egen giver inspiration og motivation til forbedringer. Den største øjenåbner var at få præsenteret et stillingsopslag, seks tilhørende ansøgninger og en ordre om at udvælge tre ansøgninger i en prioriteret rækkefølge. Det var givende at komme på den anden side af bordet og se, hvor forskelligt kursusdeltagerne læste ansøgningerne. I mit eget tilfælde var det rene tilfældigheder, der gjorde udslaget. I fremtiden har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at tage et afslag for nært, for det kan både være modtager og 1000 andre ting, der har gjort udslaget.

Under alle omstændigheder skal der herfra lyde en anbefaling af kurserne og en opfordring til at bruge det til at komme ud og danne netværk med andre.

Akademikernes A-kasse

Billedet er taget af Mypouss og kan ses på Flickr.

Dette indlæg omhandler det danske kongehus altså det med Amalienborg, dronningen og alt det der. Men også om dansk selvbevidsthed. Som barn var jeg noget af en historienørd og elskede at høre min gamle historielærer fortælle røverhistorier om krige og slag mod svenskerne eller tyskerne. Godt havde jeg undervejs en voksende fornemmelse af, at der var en større diskrepans mellem det historiske Stordanmark og det Leverpostejsdanmark, som jeg kunne kigge ud til fra min hårde træstol bagerst i lokalet.

Det historiske Stordanmark var fyldt med krige mod svenskere der fik tæsk af danske konger; rød-hvide flag som dalede ned fra himlen i hænderne på sejrende konger; onde tyskere og gæve vikinger som godt nok voldtog og plyndrede, men det var vist bare sådan, man gjorde dengang. Dengang var Danmark mægtigt og havde nosser, der gik helt ned til Ejderen og tilbage igen. Engang imellem fortalte min historielærer om, hvordan nosserne skrumpede ind og kun gik til Kongeåen. Det var i det hele taget ikke særligt fedt at høre om onde svenskere og tyskere, der ville ødelægge vores fortræffelige nation. Jeg kunne mærke, at Leverpostejsdanmark sænkede sig som en grå sky over klasseværelset og ødelagde den gode stemning.

Hvordan er forestillinger om Stordanmark og Leverpostejsdanmark koblet til den gruppe af elskelige mennesker, som befolker det danske kongehus? De er på symbolsk vis med til at forstærke hr. og fru Plæneklippers forestillinger om det mægtige Danmark, og hvordan en sådan stor nation bør agere som medlem af FN og nede på kommunekontoret. Traditionerne omkring kongehuset og fantastiske historiefortællinger med konger i fokus er med til at male et billede af en utopisk nation. Kongehuset er herved skidt for den danske selvbevidsthed. Den minder os konstant om vores en historisk storhed, som får os til at ranke ryggen af stolthed.

Virkeligheden, som er der, hvor Leverpostejsdanmark regerer, består af velfærd, en forkærlighed for middelmådighed, begrænsede midler og et stærkt begrænset areal. Her dominerer pragmatiske hensyn som: hvordan får vi mest ud af skattebilletten, hvordan gør vi flest glade for færrest resurser og hvordan vi sikrer alle et anstændigt liv. Alt sammen spørgsmål der minder om en støvbefængt salmebog. Spørgsmål som hører hjemme på Christiansborg og som hr. og fru Hækkeklipper ikke gider beskæftige sig med. Lad os forestille os, at vi hverken havde kongehus eller historieundervisning, som i kombination kan skønmale den danske identitet. Så er det måske i virkeligheden muligt at fremelske en identitet, som rent faktisk ranker ryggen på grund af den pragmatik, som Leverpostejsdanmark repræsenterer. Muligvis gider hr. og fru. Kompostkværn endda engagere sig på et niveau udover den jubelnationalistiske.

Nu er den danske selvforståelse mere end kongehus og historieundervisning, men hvorfor ikke begynde der og lad os være stolte af den virkelighed, som er udenfor og ikke en fra en heden tid, som sikkert aldrig har eksisteret.

Der er megen debat om kongehuset for tiden, og jeg synes faktisk, at der er overraskende få, der tør tage livtag med deres negative påvirkning på dansk selvbevidsthed. Det har i alt for lang tid været for billigt at sige, at kongehuset kun bidrager positivt til dansk identitet og selvbevidsthed.

Så begynder skriveriet igen. Jeg er arbejdsløs og trænger til at få noget struktur på hverdagen, så derfor står menuen på blogging, så hverdagen ikke bliver en tåget suppe af ingenting. Generelt vil fokus være på emner, som jeg kan lide at skrive om. Det kan være emner som det at være arbejdsløs, politik, cykling, boksning og meget andet.
Jeg overvejede at genstarte bloggen og slette de gamle indlæg, men jeg har valgt at beholde dem. Lad det være et vidnesbyrd på, hvad bloggen var engang. Udgangspunktet er mindst et indlæg om dagen og gerne et par tweets på profilen lassec.
Pennen er spidset og ørene åbne og så skal der blogges fra i morgen tidlig.