lassec.com

Så er det igen tid til et par refleksioner over årets Tour. Tre bjergetaper er kørt, men vi har ikke fået sat klassementet endnu. På trods af at der ikke er sket de store forskydninger, har løbet været interessant på to af de tre etaper. For mig er dispositionerne fra tre ryttere/hold værd at bide mærke i.

For det første er der Astana. De kører utroligt henholdende i forhold til, at de sandsynligvis har løbets stærkeste rytter i bjergene, Contador. Desuden har de Armstrong, der også er kommet for at slås, men vi kender endnu ikke texanerens styrke i bjergene. På den første bjergetape til Arcalis tog Contador alt for lidt tid på konkurrenterne (det er op til en selv at henregne Armstrong til konkurrent eller hjælper). Efter min vurdering så han ud til at kunne tage meget mere, hvis han var kørt en kilometer før. De kunne også have valgt at lave et tog, hvor alle hjælperytterne sled sig op for at give et hårdt tempo. Herved kan afsættet for Contador eller måske Armstrong blive endnu bedre. Det er umuligt at give en forklaring på den underlige adfærd, men jeg tror måske, at det hænger sammen med manglen på udråbte hjælperyttere. Ingen af de fire store er blevet udråbt til at skulle opgive sin plads i klassementet for en hjælperryttertjans.

Det andet aspekt er blot en rytter. Han hedder Cadel og kommer fra Australien og vil gerne forhindre, at Astanas blå farver bliver gule. Derfor angriber han med fuldt engagement, selvom det er dødfødt. Det er sgu fantastisk og måske lykkes det en ud af 100 gange. Landis slap jo af sted med et lignende angreb i 2006, men på en lidt kunstig baggrund. Jeg håber meget, at Evans bliver belønnet for sit slid, men Lotto er stadigt et pøllehold, så det bliver meget vanskeligt.

Tredje aspekt er Saxo Bank. De forsøgte også et angreb, men her måtte Andy selv trække feltet i stykker på den anden bjergetape. Det undrer her, at det ikke er storebroderen, som skal lave det ryk. Umiddelbart er den eneste forklaring, at Fränck ikke har kræfterne til det, og hermed forsvinder en af Saxo Banks store fordele, som jeg tidligere har benævnt den tohovedede drage. Træls for løbet og især træls for de mange danskere.

Ting, som jeg vil holde øje med, når Alperne begynder at nærme sig, er, hvorvidt Astana sætter turboen på og hierarkiet og løbet på plads. Dernæst glæder jeg mig til at se om Evans kan skære sig rundt om sin gordiske knude. Slutteligt håber jeg på, at den tohovedede genføjes med et storslået angreb fra de to brødre.

Der er nok at se til.

billedet stammer fra flickr og er taget af Mike Knell

Opgøret mellem de to største hold i årets Tour bliver spændende. Det er som en klassisk kamp mellem to stammer, der mødes for at kæmpe for ære og i det her tilfælde sponsorkroner. Faktisk er holdene overraskende ens, hvis man kravler op i helikopteren og ser på dem oppefra. Begge hold kommer fra lande, der typisk ikke kan begå sig i andre sportsgrene på internationalt niveau, Danmark og Kasakhstan. Begge hold har en sportsdirektør fra de dopede halvfemsere i form af Bruneel og Riis. Riis dog med klart størst succes som cykelrytter, selvom Bruneel med Indurains hjælp flåede trøjen af Riis i 95.

Til trods for at holdene virker ens, er der til årets Tour væsentlige forskelle på de to holds mandskaber. Det vigtigste at lægge mærke til er forskellen i kaptajnrollen på de to mandskaber. For mens Astana har meldt ud, at de kører for Contador, har Saxo Bank givet udtryk for, at kaptajnrollen er delt mellem brødrene Schleck. Ved nærmere eftersyn forekommer det dog, at kaptajnrollen på de to hold er omvendt, altså Saxo Bank kører med én kaptajn, mens Astana defacto kører med mindst to kaptajner.

Lad os lige dvæle ved fordele og ulemper ved at køre med en kontra to kaptajner. Fordelen ved en kaptajn er, at hele holdet er lagt an på, at han skal vinde. Holdet er designet efter, at kaptajnen har den hjælp, som der er brug for. En anden fordel er, at strategien og beslutninger giver sig selv. Den er selvsagt, hvad der er bedst for kaptajnen. Oftest er der en løjtnant, men vedkommende er ikke dygtig nok på egen hånd og kan så at sige ikke true kaptajnen. Rendyrkede eksempler på hold med en kaptajn er Banesto og Indurain, der regerede i 90’erne med Gerrad Rue som løjtnant. Sidenhen var US postal og Armstrong eksponent for samme holdstruktur, da de med strategisk overlegenhed vandt Touren 7 år i træk. Ulempen er, at alle frugter er lagt i en kurv, og holdets succes afhænger af en mands form. Det kan være uheldigt, og Tyler Hamilton og Phonak tjener som et smerteligt minde på det scenarie, da han udgik på etapen til Plateau de Beille i 2004.

Riskospredning er den store fordel for hold med flere kaptajner. Ligesom det giver en stor strategisk fordel at have to ryttere, som kan angribe på skift og dræne energi fra de andre favoritter. Dette er en ofte anvendt strategi for hold, der satser på flere heste i det samlede klassement. Her kan man tænke tilbage på La Vie Claire i 86, som havde løbets to stærkeste ryttere i form af Greg LeMond og Bernard Hinault. Eksemplet viser også, hvad svagheden ved denne strategi er. Den kan skabe internt splid om, hvem der skal køres for, hvilket kan åbne muligheder for andre hold.

Saxo Bank har udmeldt, at kaptajnrollen er givet til brødrene Schleck, der hver især er ligeglade med hvem af dem, der vinder. Så længe den gule trøje bliver i familien. Schleck brødrene skal derfor anskues som en tohovedet drage. Altså én kaptajn, der spaltet i to, hvilket giver de taktiske fordele ved risikospredning uden den normale interne uro. Dog er der en strategisk vanskelighed i at udnytte denne tohovede drage, for hvornår skal der køres for hvem? Det er stadigt spørgsmålet, og der skal træffes hurtige og rigtige beslutninger på vejene og i sportsdirektørens bil, når bjergene forceres. På 10. og 13. etape er det endda ikke muligt at få Riis’ input til, hvad der skal gøres via radioen.

Forholdet mellem løjtnant og kaptajn er anderledes mudret hos Astana. Med Armstrong tilbage er man ikke i tvivl om, at han vil køre efter en sejr, hvis muligheden byder sig, hvilket helt klart giver uro internt. Der tales så at sige om to lejre på Astana-holdet op til årets Tour. Astana udnævner godt nok Contador til favorit, men hvad sker hvis Lance er placeret over Contador efter enkeltstarten på 1. etape. Helt interessant bliver det, hvis han også er i gult efter holdtidskørslen. Her har vi en situation, der kan ende som i 86, hvor LeMond og Hinault kørte mod hinanden. Det er for holdets synspunkt ikke noget problem, da de i det scenarie stadig har den endelige vinder, men hvordan ser det ud, når den tohovede drage også er i ligningen. Brødrene Schleck vil kunne køre målrettet sammen, hvis Astana splintres og halvdelen af holdet ikke gider køre for, hvem der nu måtte have den gule trøje.

Altså to ting skal man holde øje med. For det første hvordan Astanas magtkamp udspilles internt, og dernæst hvordan brødrene Schleck kan kapitalisere på at være en samlet enhed. Astanas magtkamp bliver blotlagt i løbet af den første uge på 1. etape og holdstidkørslen, mens vi må vente lidt med at se Saxo Banks angreb i bjergene.

Det tegner til en spændende sommer…

Jeg har netop læst bogen from ”Lance to Landis” af den engelske journalist David Walsh, som er medforfatter til den franske bog ”LA Confidentiel ”. Bogen er en kritisk gennemgang af cykelsporten med specifikt fokus på dopingspøgelset. Bogens trækplaster er selvfølgelig afsløringerne af Lance Armstrong, som er en af de mest succesrige cykelryttere i Tour de France. Det er første gang, at man får mulighed for at se læse Welsh beskyldninger fra egen hånd på engelsk.

Bogens hovedvægt ligger da også på Lance Armstrong og misbrugen af doping på US postal i starten af det nye årtusinde. Lad det være sagt med det samme, at bogen ikke indeholder et billede af Lance med en EPO-sprøjte i armen, men jeg vil mene, at samlet set udgør bogen en stærk indikation af brug af doping på US postal.

Det vigtigste indblik i dopingbrugen får man efter min mening af den tidligere soigneur Emma O’Reilly. Hun vidner om, hvordan US postal tilbagedaterede recepter, så de kunne legitimere Lance Armstrongs brug af cortison i 99. O’Reilly har også været brugt som kurer til at hente dopingprodukter i Spanien op til Tour de France. Alt i alt et stærk vidnesbyrd for systematisk doping på US postal-

Udover O’Reilly får man et indblik i dopingkulturen på det amerikanske hold af Frankie Andreu, som tilstår, at han brugte EPO i 99 for at kunne køre Lance frem til samlet sejr. Andreus kone Betsy har ligeledes fortalt, hvordan hun overhørte Armstrong indrømme brug af EPO til en læge i forbindelse med behandlingen af testikelkræft.

Den danske forbindelse
Der er en række forbindelser til dansk cykelsport i bogen. Blandt andet nævnes Riis som et eksempel på en dopet sportsdirektør (Bogen var skrevet før Riis krøb til korset). Det mest skræmmende eksempel på dansk involvering er cykeltræneren Rene Wenzel, som efter sigende skulle have sprøjtet tre ungdomsryttere med steroider. Det er helt klart her, at bogen går i rette med eksempelvis Jørgen Leth, og viser hvorfor doping skal stoppes.
Bogen indikerer også, at Johnny Weltz skulle være en af de personer i sluthalvfemserne, som var med til at introducere en dopingkultur på US postal. Derfor kan det undre, at han har langet så kraftigt ud efter snydere og påstået, at han har mistet sejre på den baggrund. Det kan være et eksempel på hykleri af værste skuffe.
Den sidste danske forbindelse er Michael Rasmussen. Den er ikke eksplicit, men i slutningen af bogen skriver Walsh, at han har kendskab til en unavngiven rytter, der skulle smule stoffer til Italien i en skotøjsæske for en meget kendt rytter, der har vundet mange sejre i de seneste år. Indholdet endte i håndvasken. Efter sommerens fokus på Rasmussen kræver det ikke meget logisk sans at tænke sig til, at den unavngivne person er Whitney Richards og den kendte person er Michael Rasmussen.

Lance er et svin
Der, hvor bogen for mit vedkommende bliver meget interessant, er der, hvor den begynder at smadre offentlighedens billede af Lance Armstrong som et mirakel og et godt menneske. Det første eksempel er, at han truede Greg LeMond til at undskylde for nogle udtalelser ved at få cykelproducenten trek til at overveje at stoppe brugen af LeMond-navnet på nogle af deres cykler. Der er også uddrag fra en telefonsamtale mellem Armstrong og LeMond. Her skændes de to ryttere om EPO, og Armstrong beskylder LeMond for selv at have brugt EPO, hvilket han benægter. LeMond fremhæves i bogen til at være den eneste rene rytter, der har vundet Tour de France i mange år. Han har i hvert fald ikke brugt EPO. Efter 1990 blev han fuldstændig kørt i smadder. Selvom han på det tidspunkt burde være på toppen af sin karriere. LeMonds fysiologiske profil skulle ifølge læger være Armstrongs markant overlegen, hvilket ikke korrelerer med, at Armstrong kørte hurtigere end LeMond nogensinde har været i nærheden af.

Udover LeMond var Armstrong heller ikke nogen engel overfor den dopingmistænkte Landis. I 2005 skyllede Armstrong og Bruneel Landis bloddoping ud for at forhindre, at han kørte godt i den sidste uge, af Touren, fordi Landis overvejede at skifte hold. Igen viser det, hvor hensynsløs Armstrong var/er. Lance var også nådesløs over for førnævnte Andreu, som også fik et vink med en vognstand om, at det ikke var i orden at sladre om Armstrong.

I tvekampen mellem Ullrich og Armstrong har eksperter altid fremhævet, at Armstrong vandt fordi han ville det mere. I bogen er denne udlægning noget modificeret. Det kunne måske være sandt, hvis man køber udlægningen om, at alle tog EPO, og dermed kørte alle ryttere på samme niveau. I en log fra en messengersamtale mellem Vaughters og Andreu kommer det frem, at Ullrich og Morau i starten af 00’erne ikke havde en hæmatokritværdi på ret meget over 40. Hvis det er sandt, kan årsagen til Armstrongs sejr have været bedre doping og ikke bedre vilje eller fysiologi.

Bogen er interessant, hvis man vil vide mere om dopingkulturen i cykelsporten. Den fortæller historierne, men den kommer ikke med et samfundsmæssigt perspektiv, derfor må man selv lave de nødvendige koblinger, hvis man gerne vil det.

Hvis vi skal tage fat i den første og lette del af overskriften, så vil jeg tilslutte mig det store kor af eksperter og meningsdannere, som udpeger Cancelara som storfavorit. Derudover har jeg en fidus til både Miller og Wiggens, som er lokale og specialister i kortere enkeltstarter.

Et andet og måske mere spænende aspekt er, om favoritterne til GC kører sig helt ud, eller om de venter med at køre sig helt ud. Hvis det første er tilfældet kan prologen ses som den første styrkeprøve blandt de store ryttere. Derfor kan store ryttere som Vinokourov og Klöden måske også vinde prologen.

I GC er det svært at komme uden om Astana-holdets to stjerner Vinokourov og Klöden. De er blandt mine favoritter sammen med Menchov. Ud fra en betragtning om, at Vinokourov aldrig udelukkende har satset på Touren og hans enkeltstartsevner er han mit bud på en vinder, men måske kan Menchov true kasakstaneren , hvis han ikke får en off-day. Som en lille note håber jeg ikke en Astana-mand vinder. Jeg føler mig overbevidst om, at de fleste af rytterne ikke kører på grøntsager alene. Derfor håber jeg naivt på Sastre, men hans manglende enkeltstart vanskeliggør hans chancer i GC.

Valverde er for mig en dark horse. Han er god, men hvordan er han i Touren, som han jo aldrig har gennemført.

Alt i alt er der flere spørgsmål en svar før løbet går i gang.

Så fik Bjarne Riis endeligt åbnet for posen og tilstået sin doping. I den efterfølgende debat har der været mange kritiske røster omkring, at Riis ikke kom ind på alle de strukturelle problemer ved cykelsporten i 90’erne. De kritiske røster er kommet til udtryk igennem en masse skuffelser fra journalister over, at Riis ikke fortalte mere om det systematiske aspekt af dopingen og luftede navne som eksempelvis Ulrich mfl.

Jeg vil gerne vende situationen om og filosofere lidt over, hvad der var sket, såfremt at Riis havde givet en mere strukturelbaseret forklaring på sin doping. Min pointe er, at jeg tror, at de samme journalister, som i dag har travlt med at fordømme Riis for hans manglende strukturelle forklaringer, ville mene, at der blot var tale om dårlige undskylder, såfremt Bjarne Riis sagde, at han blot gjorde som alle andre.

Hermed stod Riis allerede overfor en umulig kommunikationsopgave inden tilståelsen. Jeg synes i det lys, at det var befriende, at man så et mandfolk, der tog ansvar for egne fejl og ugerninger. Dog må jeg tilstå, at det ikke kommer som nogen overraskelse, og at Riis’ sejr er stadig højt på listen over store oplevelser.