lassec.com

I den forgangne uge har jeg deltaget i et jobkursus hos AAK (akademikernes a-kasse) i Århus. Når jeg hører bekendte tale om kurserne, har jeg fået indtrykket af, at der blot bliver undervist i trivialiteter. Man får indtrykket af, at kurset blot er sat i verden for at forpeste dagpengemodtagernes hverdag. Det er nu ikke en fremstilling, som jeg kan genkende efter faktisk at have spenderet tid på det.

Godt nok er undervisningen ikke særligt nyskabende, men det er nu heller ikke her værdien skal findes. Værdien findes i mødet med andre i samme situation som dig selv. Det er fedt at møde mennesker, som også har skrevet stakkevis af ansøgninger bag computeren uden at fange drømmejobbet. Det er fedt at møde mennesker, der alle virker kompetente på trods af, at deres status som ledig signalerer det modsatte. At møde en industriel designer, magisterkonferens, ph.d og kvalitetschef i samme forum er en unik mulighed for at få input og danne netværk med spændende mennesker.

Tavleundervisningen er som nævnt ikke specielt givende, men de efterfølgende øvelser gør op for manglerne. At læse andres ansøgninger igennem og få feedback på sin egen giver inspiration og motivation til forbedringer. Den største øjenåbner var at få præsenteret et stillingsopslag, seks tilhørende ansøgninger og en ordre om at udvælge tre ansøgninger i en prioriteret rækkefølge. Det var givende at komme på den anden side af bordet og se, hvor forskelligt kursusdeltagerne læste ansøgningerne. I mit eget tilfælde var det rene tilfældigheder, der gjorde udslaget. I fremtiden har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at tage et afslag for nært, for det kan både være modtager og 1000 andre ting, der har gjort udslaget.

Under alle omstændigheder skal der herfra lyde en anbefaling af kurserne og en opfordring til at bruge det til at komme ud og danne netværk med andre.

Akademikernes A-kasse

Billedet er taget af Mypouss og kan ses på Flickr.

Jeg skrev for nogen tid siden, at jeg har lagt min arbejdsrytme om ved at bruge tips og tricks fra David Allens bog ”Getting Things Done”. Oftest når man læser en selvhjælpsbog, får man en række aha-oplevelser og tænker ”det er sørme også rigtigt”. Efter læsningen er man fuld af gejst og tror, at man har en masse patentløsninger til at blive bedre. Sådan er virkeligheden bare ikke, og det har været lidt af en kamp at undgå de gamle uproduktive vaner. Det er dog bedre end før, men der skal stadigt arbejdes på at implementere Allens helhedsløsning.

Min digitale arbejdsplads er nok der, hvor bogen har haft størst indflydelse. Før var min mailboks rodet og uoverskuelig. Nu er den altid i bund, og med gmail’s labels er den ligefrem overskuelig. Det samme gælder min mappestruktur på harddisken. Dokumenter bliver nu aldrig gemt et random sted, men i en folder der knytter sig til det projekt, som dokumenterne er en del af.

Desuden har jeg opdaget et nyt værktøj, som virkelig har været en hjælp til at få sat struktur på de ting, som skal gøres. Remember the Milk hedder det, og det er en meget avanceret todo-liste. Der er et væld af features og en premium model, der kræver betaling. Selv bruger jeg blot listefunktionen og muligheden for at prioritere de forskellige listers punkter. Der rigtigt smarte er, at man selv kan navngive og tilføje lister. Herved kan man lave lister ala David Allen: actions, projects, someday maybe, review og indbakke.

Jeg tror dog ikke, Remember the Milk havde hjulpet mig en meter, hvis ikke jeg havde lært at forholde mig til min egen effektivitet og produktivitet fra David Allen. Endnu et eksempel på, at værktøjer skal tilpasses behov og anvendes korrekt før de virker.

Det her indlæg er dog i sig selv et fint eksempel på noget, som har kortsluttet David Allens system. Det har på intet tidspunkt været i kontakt med nogen lister eller kalendere. Jeg har nok et stykke vej endnu, indtil jeg bliver effektiv.

Billedet stammer fra Flickr og er taget af Mark Hillary.

Filmen Cinderella Man handler om den amerikanske bokser James J. Braddock, der blev verdensmester i sværvægt helt tilbage i 1930’ernes USA. Cinderella Man fortæller historien om, hvordan Braddock, ved tilfældigheder og hårdt arbejde, går fra at være kriseramt arbejdsløs til verdensmester i boksningens ypperste klasse. Kælenavnet Askepot er da heller ikke særligt maskulint i en sportsgren, hvor det gælder om at knække modstanderens vilje gennem næver, styrke og mental overlegenhed. I stedet signalerer det en rejse til tinderne fra samfundets bund.

De bedste og stærkeste scener i filmen er, når Braddock står tidligt op for at gå ned foran havnens indhegning. Her står han sammen med 100’vis af andre håbefulde og desperate mænd. Håbefulde fordi de håber at kunne få en ufaglært hyre. Desperate fordi de ved godt, at de og deres familier, uden indkomst gennem længere tid, går til grunde. Formanden skal bruge mellem fem og syv mand hver dag. Det er med andre ord en kamp om at få et job. En kamp, der på mange måder er hårdere end 15 runder i en boksering.

Umiddelbart leder det straks tankegangen hen på nutidens finanskrise og tilsvarende jobmarked. Nu lever vi heldigvis i 2009 og i Danmark. Derfor er ingen af de arbejdsløse i dag desperate og aner materiel afgrund. Dog kan selvtilliden godt blive knækket, hvis man ikke holder sig i gang. Til gengæld står alle, håbefulde bag indhegningen til et jobmarked, som også kun skal bruge 5-7 mænd eller kvinder.

James J. Braddock på wikipedia.

Cinderella Man på imdb.

Billedet er taget af Olivier Ciappa.

Det er ingen hemmelighed, at jeg for et par måneder siden sagde mit job op. Et job der burde være mit drømmejob med gode kollegaer, venner og bosser i en skøn sammenblanding. På det tidspunkt var jeg ikke i stand til at indse, hvad præcist der ikke fungerede, men jeg gjorde, som jeg altid gør: følger min mavefornemmelse. Sidenhen kan jeg mærke, at det har været stress og manglende kontrol over min arbejdssituation.

Mit take har været at se fremadrettet, og jeg har ledt efter værktøjer, der kan mindske stress og give mig kontrol til mit næste job. Det er lykkedes, tror jeg nok. Jeg er ved at læse denne bog af David Allen, og den er fyldt med gode råd og først og fremmest konkrete kneb.

Hovedantagelsen bag bogen er, at arbejdet på mange områder minder om en kampsport. Hjernen skal være som vand! Forstået på den måde, at når en sten lander i vandet, tilpasser vandet sin reaktion derefter. Hjernen skal altså være i stand til at bearbejde en stigende mængde inputs efter behov. Hvor god man er til at koncentrere sig og behandle inputs efter behov, er afhængig af hvor mange andre ting, der popper op og forstyrrer os. Det kan være en glemt opvask, en mail der ikke er svaret på osv. Disse forstyrrende elementer vil blive ved med at poppe op og forhindre os i at komme i kampsportsstadiet.

For at få styr på de forstyrrende elementer, har David Allen anlagt en systemisk tilgang, hvor han bygger et system op omkring arbejde og privatliv. Systemet skal sørge for, at alle de forstyrrende ting er under kontrol, så vi kan slappe af og koncentrere os om det arbejde, der skal udføres.

Jeg er nu ved at implementere David Allens system, så jeg kan få tingene gjort og få en hjerne som vand. Det bliver interessant at se om det lykkes.

Første skridt har været at indsamle alle forstyrrende elementer i en bunke og alle skal tages bogstaveligt. Man kommer aldrig i kampsportstilstanden, hvis alle elementer både af privat og arbejdskarakter ikke kommer under vingerne af det nye system. Konkret tømmer man sin hjerne for de tanker og bekymringer, som man har, ved at skrive det ned på et ark papir og lægge det i en bunke.

Herefter skal man gennemgå bunken. Alle de ting, som tager mindre end to minutter, gør man med det samme, mens resten deles ind i lister som projekter, actions, someday maybe og waiting for. Hver gang, at man har gennemgået en ting i bunken, skal man overveje, hvad næste fysiske handling er. Altså skal man rydde op på værelset, skal man have en pose til skrald osv. Første handling er derfor at få fat i en pose.

Allerede nu føler jeg en vis ro omkring de ting, som skal gøres.