Archive for the ‘applikationer’ Category

Getting Things Done by Remembering the Milk

Tuesday, August 4th, 2009

Milk

Jeg skrev for nogen tid siden, at jeg har lagt min arbejdsrytme om ved at bruge tips og tricks fra David Allens bog ”Getting Things Done”. Oftest når man læser en selvhjælpsbog, får man en række aha-oplevelser og tænker ”det er sørme også rigtigt”. Efter læsningen er man fuld af gejst og tror, at man har en masse patentløsninger til at blive bedre. Sådan er virkeligheden bare ikke, og det har været lidt af en kamp at undgå de gamle uproduktive vaner. Det er dog bedre end før, men der skal stadigt arbejdes på at implementere Allens helhedsløsning.

Min digitale arbejdsplads er nok der, hvor bogen har haft størst indflydelse. Før var min mailboks rodet og uoverskuelig. Nu er den altid i bund, og med gmail’s labels er den ligefrem overskuelig. Det samme gælder min mappestruktur på harddisken. Dokumenter bliver nu aldrig gemt et random sted, men i en folder der knytter sig til det projekt, som dokumenterne er en del af.

Desuden har jeg opdaget et nyt værktøj, som virkelig har været en hjælp til at få sat struktur på de ting, som skal gøres. Remember the Milk hedder det, og det er en meget avanceret todo-liste. Der er et væld af features og en premium model, der kræver betaling. Selv bruger jeg blot listefunktionen og muligheden for at prioritere de forskellige listers punkter. Der rigtigt smarte er, at man selv kan navngive og tilføje lister. Herved kan man lave lister ala David Allen: actions, projects, someday maybe, review og indbakke.

Jeg tror dog ikke, Remember the Milk havde hjulpet mig en meter, hvis ikke jeg havde lært at forholde mig til min egen effektivitet og produktivitet fra David Allen. Endnu et eksempel på, at værktøjer skal tilpasses behov og anvendes korrekt før de virker.

Det her indlæg er dog i sig selv et fint eksempel på noget, som har kortsluttet David Allens system. Det har på intet tidspunkt været i kontakt med nogen lister eller kalendere. Jeg har nok et stykke vej endnu, indtil jeg bliver effektiv.

Billedet stammer fra Flickr og er taget af Mark Hillary.