lassec.com

Filmen Cinderella Man handler om den amerikanske bokser James J. Braddock, der blev verdensmester i sværvægt helt tilbage i 1930’ernes USA. Cinderella Man fortæller historien om, hvordan Braddock, ved tilfældigheder og hårdt arbejde, går fra at være kriseramt arbejdsløs til verdensmester i boksningens ypperste klasse. Kælenavnet Askepot er da heller ikke særligt maskulint i en sportsgren, hvor det gælder om at knække modstanderens vilje gennem næver, styrke og mental overlegenhed. I stedet signalerer det en rejse til tinderne fra samfundets bund.

De bedste og stærkeste scener i filmen er, når Braddock står tidligt op for at gå ned foran havnens indhegning. Her står han sammen med 100’vis af andre håbefulde og desperate mænd. Håbefulde fordi de håber at kunne få en ufaglært hyre. Desperate fordi de ved godt, at de og deres familier, uden indkomst gennem længere tid, går til grunde. Formanden skal bruge mellem fem og syv mand hver dag. Det er med andre ord en kamp om at få et job. En kamp, der på mange måder er hårdere end 15 runder i en boksering.

Umiddelbart leder det straks tankegangen hen på nutidens finanskrise og tilsvarende jobmarked. Nu lever vi heldigvis i 2009 og i Danmark. Derfor er ingen af de arbejdsløse i dag desperate og aner materiel afgrund. Dog kan selvtilliden godt blive knækket, hvis man ikke holder sig i gang. Til gengæld står alle, håbefulde bag indhegningen til et jobmarked, som også kun skal bruge 5-7 mænd eller kvinder.

James J. Braddock på wikipedia.

Cinderella Man på imdb.

Billedet er taget af Olivier Ciappa.

Så er det igen tid til et par refleksioner over årets Tour. Tre bjergetaper er kørt, men vi har ikke fået sat klassementet endnu. På trods af at der ikke er sket de store forskydninger, har løbet været interessant på to af de tre etaper. For mig er dispositionerne fra tre ryttere/hold værd at bide mærke i.

For det første er der Astana. De kører utroligt henholdende i forhold til, at de sandsynligvis har løbets stærkeste rytter i bjergene, Contador. Desuden har de Armstrong, der også er kommet for at slås, men vi kender endnu ikke texanerens styrke i bjergene. På den første bjergetape til Arcalis tog Contador alt for lidt tid på konkurrenterne (det er op til en selv at henregne Armstrong til konkurrent eller hjælper). Efter min vurdering så han ud til at kunne tage meget mere, hvis han var kørt en kilometer før. De kunne også have valgt at lave et tog, hvor alle hjælperytterne sled sig op for at give et hårdt tempo. Herved kan afsættet for Contador eller måske Armstrong blive endnu bedre. Det er umuligt at give en forklaring på den underlige adfærd, men jeg tror måske, at det hænger sammen med manglen på udråbte hjælperyttere. Ingen af de fire store er blevet udråbt til at skulle opgive sin plads i klassementet for en hjælperryttertjans.

Det andet aspekt er blot en rytter. Han hedder Cadel og kommer fra Australien og vil gerne forhindre, at Astanas blå farver bliver gule. Derfor angriber han med fuldt engagement, selvom det er dødfødt. Det er sgu fantastisk og måske lykkes det en ud af 100 gange. Landis slap jo af sted med et lignende angreb i 2006, men på en lidt kunstig baggrund. Jeg håber meget, at Evans bliver belønnet for sit slid, men Lotto er stadigt et pøllehold, så det bliver meget vanskeligt.

Tredje aspekt er Saxo Bank. De forsøgte også et angreb, men her måtte Andy selv trække feltet i stykker på den anden bjergetape. Det undrer her, at det ikke er storebroderen, som skal lave det ryk. Umiddelbart er den eneste forklaring, at Fränck ikke har kræfterne til det, og hermed forsvinder en af Saxo Banks store fordele, som jeg tidligere har benævnt den tohovedede drage. Træls for løbet og især træls for de mange danskere.

Ting, som jeg vil holde øje med, når Alperne begynder at nærme sig, er, hvorvidt Astana sætter turboen på og hierarkiet og løbet på plads. Dernæst glæder jeg mig til at se om Evans kan skære sig rundt om sin gordiske knude. Slutteligt håber jeg på, at den tohovedede genføjes med et storslået angreb fra de to brødre.

Der er nok at se til.

billedet stammer fra flickr og er taget af Mike Knell

Det er ingen hemmelighed, at jeg for et par måneder siden sagde mit job op. Et job der burde være mit drømmejob med gode kollegaer, venner og bosser i en skøn sammenblanding. På det tidspunkt var jeg ikke i stand til at indse, hvad præcist der ikke fungerede, men jeg gjorde, som jeg altid gør: følger min mavefornemmelse. Sidenhen kan jeg mærke, at det har været stress og manglende kontrol over min arbejdssituation.

Mit take har været at se fremadrettet, og jeg har ledt efter værktøjer, der kan mindske stress og give mig kontrol til mit næste job. Det er lykkedes, tror jeg nok. Jeg er ved at læse denne bog af David Allen, og den er fyldt med gode råd og først og fremmest konkrete kneb.

Hovedantagelsen bag bogen er, at arbejdet på mange områder minder om en kampsport. Hjernen skal være som vand! Forstået på den måde, at når en sten lander i vandet, tilpasser vandet sin reaktion derefter. Hjernen skal altså være i stand til at bearbejde en stigende mængde inputs efter behov. Hvor god man er til at koncentrere sig og behandle inputs efter behov, er afhængig af hvor mange andre ting, der popper op og forstyrrer os. Det kan være en glemt opvask, en mail der ikke er svaret på osv. Disse forstyrrende elementer vil blive ved med at poppe op og forhindre os i at komme i kampsportsstadiet.

For at få styr på de forstyrrende elementer, har David Allen anlagt en systemisk tilgang, hvor han bygger et system op omkring arbejde og privatliv. Systemet skal sørge for, at alle de forstyrrende ting er under kontrol, så vi kan slappe af og koncentrere os om det arbejde, der skal udføres.

Jeg er nu ved at implementere David Allens system, så jeg kan få tingene gjort og få en hjerne som vand. Det bliver interessant at se om det lykkes.

Første skridt har været at indsamle alle forstyrrende elementer i en bunke og alle skal tages bogstaveligt. Man kommer aldrig i kampsportstilstanden, hvis alle elementer både af privat og arbejdskarakter ikke kommer under vingerne af det nye system. Konkret tømmer man sin hjerne for de tanker og bekymringer, som man har, ved at skrive det ned på et ark papir og lægge det i en bunke.

Herefter skal man gennemgå bunken. Alle de ting, som tager mindre end to minutter, gør man med det samme, mens resten deles ind i lister som projekter, actions, someday maybe og waiting for. Hver gang, at man har gennemgået en ting i bunken, skal man overveje, hvad næste fysiske handling er. Altså skal man rydde op på værelset, skal man have en pose til skrald osv. Første handling er derfor at få fat i en pose.

Allerede nu føler jeg en vis ro omkring de ting, som skal gøres.

Armstrong er for sej. Sådan er det bare. Læsere af mit seneste blogindlæg kan huske, at jeg skrev, at Astanas mudrede arvefølge var en af de ting, som man skulle holde øje med på 1. etape. Her så det ud til, at Contador lod sig krone som holdets kaptajn ved at lægge afstand til resten af mandskabets ryttere. To dage senere lavede Armstrong imidlertid et kaptajnmord i miniatureformat ved at køre med i sidevinden. Status, inden holdtidskørslen i Montpellier, er altså, at Armstrong kan iføre sig den gule trøje, hvis Astana distancerer Saxo Bank med 40 sekunder. Altså ca. et sekund pr kilometer.

Selvom Armstrong kommer i den gule trøje, har han ikke vundet løbet, men den gule trøje kan altså give vinger, og så må vi se, hvor længe det rækker. Nu er der dog andre ryttere og hold end Saxo Bank og Astana og lad os benytte lejligheden til at kigge lidt på deres situation og muligheder.

Fyldet i sandwichen
En god metafor for dette års Tour er en sandwich. Eller det er i hvert fald det, som jeg har lagt op i mine indledende skriverier. Sandwichen består på hver sin side af Saxo Bank og Astana, og imellem er der en mængde fyld, som er klemt inde af de to gigantiske hold. Men som i enhver sandwich er fyldet meget afgørende for, hvor interessant sandwichen er.

Fyldet i år består af Cadel Evans, Carlos Sastre og til dels Menchov, der nok efterhånden må siges at være degraderet til en art dressing. Cadel Evans er faktisk rigtig stærk. I optaktsløbet Dauphine Libere kørte han bedre end Contador. Og husker man helt tilbage til 2007, hvor Contador vandt foran Evans, var det kun med 23 sekunder. Her skal man også holde sig for øje, at Contador faktisk havde fået hjælp af Rasmussen til at knække Evans i bjergene. Havde den danske mexicaner ikke været med i løbet, kunne meget have set anderledes ud. Evans er efter min mening på niveau med Contador, men han er kun fyld, og det er han, fordi han er en enmandshær uden opbakning. Evans rolle bliver at hænge på og prøve at køre fra Contador på enkeltstarten. I sandwich-metaforen er han kylling og bacon. Man ved, hvad man får og desværre ikke så mange overraskelser.

Carlos Sastre vandt sidste år ved at knække netop Evans, men det kunne han kun gøre med hjælp fra det daværende CSC. Uden dem var Evans ikke blevet kørt træt og Sastres togt til Alpe D’huez ville være annulleret. Carlos Sastre står i den paradoksale situation, at årets rute passer ham bedre end sidste års, men han har ikke store chancer for at vinde pga. manglende hold og Astanas genfødsel som Tour-hold. Sastre vil gøre alt for at vinde Touren igen, og han skal nok få et par etapesejre i forsøget. Blandt andet Mont Ventoux. På enkeltstarterne er Sastre et kedeligt stykke kapers uden saft og kraft, mens han i bjergene bliver til en stærk chili.

Menchov vandt Giroen, men efter den svage tidskørsel på 1. etape, er der ikke mange, som har fidus til ham mere. Han skal forsøge at køre sig ind i løbet gennem etapesejre. Lykkes det, skal man ikke være overrasket, hvis han kører sig på podiet i processen. Menchov er enhver sandwichmagers specialitet, som man ikke rigtigt ved, hvor man har. Tør man smage, risikerer man dog at have spildt sine penge, men måske får man også dagens smagsoplevelse.

Fyldet er spændende. Især Evans og Sastre er spændende jokere, som kommer til at krydre løbet, men Saxo Bank og Astana kommer nok til at svinge taktstokken.

Opgøret mellem de to største hold i årets Tour bliver spændende. Det er som en klassisk kamp mellem to stammer, der mødes for at kæmpe for ære og i det her tilfælde sponsorkroner. Faktisk er holdene overraskende ens, hvis man kravler op i helikopteren og ser på dem oppefra. Begge hold kommer fra lande, der typisk ikke kan begå sig i andre sportsgrene på internationalt niveau, Danmark og Kasakhstan. Begge hold har en sportsdirektør fra de dopede halvfemsere i form af Bruneel og Riis. Riis dog med klart størst succes som cykelrytter, selvom Bruneel med Indurains hjælp flåede trøjen af Riis i 95.

Til trods for at holdene virker ens, er der til årets Tour væsentlige forskelle på de to holds mandskaber. Det vigtigste at lægge mærke til er forskellen i kaptajnrollen på de to mandskaber. For mens Astana har meldt ud, at de kører for Contador, har Saxo Bank givet udtryk for, at kaptajnrollen er delt mellem brødrene Schleck. Ved nærmere eftersyn forekommer det dog, at kaptajnrollen på de to hold er omvendt, altså Saxo Bank kører med én kaptajn, mens Astana defacto kører med mindst to kaptajner.

Lad os lige dvæle ved fordele og ulemper ved at køre med en kontra to kaptajner. Fordelen ved en kaptajn er, at hele holdet er lagt an på, at han skal vinde. Holdet er designet efter, at kaptajnen har den hjælp, som der er brug for. En anden fordel er, at strategien og beslutninger giver sig selv. Den er selvsagt, hvad der er bedst for kaptajnen. Oftest er der en løjtnant, men vedkommende er ikke dygtig nok på egen hånd og kan så at sige ikke true kaptajnen. Rendyrkede eksempler på hold med en kaptajn er Banesto og Indurain, der regerede i 90’erne med Gerrad Rue som løjtnant. Sidenhen var US postal og Armstrong eksponent for samme holdstruktur, da de med strategisk overlegenhed vandt Touren 7 år i træk. Ulempen er, at alle frugter er lagt i en kurv, og holdets succes afhænger af en mands form. Det kan være uheldigt, og Tyler Hamilton og Phonak tjener som et smerteligt minde på det scenarie, da han udgik på etapen til Plateau de Beille i 2004.

Riskospredning er den store fordel for hold med flere kaptajner. Ligesom det giver en stor strategisk fordel at have to ryttere, som kan angribe på skift og dræne energi fra de andre favoritter. Dette er en ofte anvendt strategi for hold, der satser på flere heste i det samlede klassement. Her kan man tænke tilbage på La Vie Claire i 86, som havde løbets to stærkeste ryttere i form af Greg LeMond og Bernard Hinault. Eksemplet viser også, hvad svagheden ved denne strategi er. Den kan skabe internt splid om, hvem der skal køres for, hvilket kan åbne muligheder for andre hold.

Saxo Bank har udmeldt, at kaptajnrollen er givet til brødrene Schleck, der hver især er ligeglade med hvem af dem, der vinder. Så længe den gule trøje bliver i familien. Schleck brødrene skal derfor anskues som en tohovedet drage. Altså én kaptajn, der spaltet i to, hvilket giver de taktiske fordele ved risikospredning uden den normale interne uro. Dog er der en strategisk vanskelighed i at udnytte denne tohovede drage, for hvornår skal der køres for hvem? Det er stadigt spørgsmålet, og der skal træffes hurtige og rigtige beslutninger på vejene og i sportsdirektørens bil, når bjergene forceres. På 10. og 13. etape er det endda ikke muligt at få Riis’ input til, hvad der skal gøres via radioen.

Forholdet mellem løjtnant og kaptajn er anderledes mudret hos Astana. Med Armstrong tilbage er man ikke i tvivl om, at han vil køre efter en sejr, hvis muligheden byder sig, hvilket helt klart giver uro internt. Der tales så at sige om to lejre på Astana-holdet op til årets Tour. Astana udnævner godt nok Contador til favorit, men hvad sker hvis Lance er placeret over Contador efter enkeltstarten på 1. etape. Helt interessant bliver det, hvis han også er i gult efter holdtidskørslen. Her har vi en situation, der kan ende som i 86, hvor LeMond og Hinault kørte mod hinanden. Det er for holdets synspunkt ikke noget problem, da de i det scenarie stadig har den endelige vinder, men hvordan ser det ud, når den tohovede drage også er i ligningen. Brødrene Schleck vil kunne køre målrettet sammen, hvis Astana splintres og halvdelen af holdet ikke gider køre for, hvem der nu måtte have den gule trøje.

Altså to ting skal man holde øje med. For det første hvordan Astanas magtkamp udspilles internt, og dernæst hvordan brødrene Schleck kan kapitalisere på at være en samlet enhed. Astanas magtkamp bliver blotlagt i løbet af den første uge på 1. etape og holdstidkørslen, mens vi må vente lidt med at se Saxo Banks angreb i bjergene.

Det tegner til en spændende sommer…