lassec.com

Så fik Bjarne Riis endeligt åbnet for posen og tilstået sin doping. I den efterfølgende debat har der været mange kritiske røster omkring, at Riis ikke kom ind på alle de strukturelle problemer ved cykelsporten i 90’erne. De kritiske røster er kommet til udtryk igennem en masse skuffelser fra journalister over, at Riis ikke fortalte mere om det systematiske aspekt af dopingen og luftede navne som eksempelvis Ulrich mfl.

Jeg vil gerne vende situationen om og filosofere lidt over, hvad der var sket, såfremt at Riis havde givet en mere strukturelbaseret forklaring på sin doping. Min pointe er, at jeg tror, at de samme journalister, som i dag har travlt med at fordømme Riis for hans manglende strukturelle forklaringer, ville mene, at der blot var tale om dårlige undskylder, såfremt Bjarne Riis sagde, at han blot gjorde som alle andre.

Hermed stod Riis allerede overfor en umulig kommunikationsopgave inden tilståelsen. Jeg synes i det lys, at det var befriende, at man så et mandfolk, der tog ansvar for egne fejl og ugerninger. Dog må jeg tilstå, at det ikke kommer som nogen overraskelse, og at Riis’ sejr er stadig højt på listen over store oplevelser.

Nu har stort set hele det tidligere Telekom-mandskab, som Bjarne Riis vandt Touren med i 1996, indrømmet systematisk brug af EPO. Der er desværre ikke tvivl om Bjarne Riis medvirken i det. Det virker simpelthen for utopisk at tro, at hele den vindende kaptajns hold er fyldt med EPO, uden han selv er det. Tiden er nu at stå frem. Ikke fordi at jeg vil se ham løbe spidsrod igennem pressen, men mere fordi jeg vil se alt dopingsnak omkring de glade 90’ere lukket en gang for alle.

Min opfordring er derfor, at Bjarne Riis afholder et pressemøde med alle implicerede ryttere (Holm, Rolf?, Hamburger og Skibby), hvor det lukkes en gang for alle. Herefter taler ingen af disse ryttere mere om tidligere tiders doping. Jeg tror, at denne kommunikative strategi vil lukke alt snak en gang for alle.

Inspireret af videoen om Armstrong og Indrain i går, fandt jeg denne video, hvor Indurain godt nok taber til Bugno og bliver nummer tre til VM i 1991. Det viser dog Indurains store alsidighed, at han i en sæson, hvor han har vundet Touren, kan blive nummer tre til VM. Ganske flot. Til slut klapper han også hånd med Bugno, som slog ham i spurten, hvilket viser Indurains sympatiske gemyt.

Der er ingen dopingsnak her, men det er til gengæld et sjovt klip her, hvor Indurain suser forbi Armstrong på en enkeltstart. Det er i 94, så det er faktisk 5 år før Lance vinder sin første Tour. Begge ryttere var egentlig store mestre. Det er sjovt, hvordan deres personlighed i vidt omfang kommer til udtryk i deres måde at køre cykel på. Hvor Indurain var den sympatiske type, der aldrig gik efter de små gevinster, som han overlod til mindre ryttere, var Armstrong texaneren, som blev drevet af sine aggressioner og ville vinde alle etaper.
Hvem der er størst er ikke til at sige. Armstrong vandt Touren flest gange, men kørte ikke andet, hvor Indurain også vandt både Giroen og Touren et par år